 |
| Esther ved vejkorset |
Endelig skinner solen, og efter den mest solfattige januarmåned i mands minde, lægger man virkelig mærke til solstrålerne. Jeg har opgivet at lokke sønnen ud af sit værelse, og nøjedes i stedet med at inviterer Esther med på tur. I går brugte jeg en masse tid på at løse et mysterium, som i første omgang virkede overskueligt, men som efterhånden udviklede sig til lidt af en sejtrækker. Jeg løste den første opgave og smed et koordinatsæt i geotjekkeren. Den lyste grønt, og stillede mig over for en ny opgave. Ok, så tog jeg den med, og fandt endnu et sæt koordinater. Igen grøn lys og en ny opgave. På dette tidspunkt var jeg en smule gnaven, for selv om det er hyggeligt at løse mysterier, synes jeg måske ikke at jeg vil bruge timevis på at komme frem til en enkelt cach. Den tredje opgave blev også løst, men denne gang kunne jeg ikke få grønt lys. Noget var galt, og man kan jo aldrig vide om det er hele baduljen, eller bare et enkelt ciffer. Til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen, og kontakte CO. På samme tid som jeg puslede med opgaven, korresponderende jeg også med en anden geocacher, som havde lidt problemer med min seneste cach. Jeg byttede et hint for et andet, og spurgte ham om hjælp til mit mysterium. Meget hurtigt kunne han fortælle mig at jeg havde en lille fejl ved et enkelt ciffer, og med den information kom jeg videre. Da den sidste opgave var klaret, fik jeg udleveret de endelige koordinater, og det var dem, som jeg tog ud til som det første i dag. I loggen kunne jeg læse at andre har haft problemer med at finde selve cachen, og jeg frygtede lidt at jeg havde brugt flere timer på at løse mysteriet for så at gå forgæves i felten. Heldigvis spottede vi hurtigt stedet, og fik åbnet en rigtig fin cach med en masse gode bytteting i. Vi snuppede også en enkelt travelbug, som vi må finde et nyt hjem til.
 |
| Underjordisk cach |
Den anden cach lå ved en spejderhytte i Ringsted. Vi fandt den hurtigt, og jeg glædede mig over at besøge en rigtig spejdergrund med raftegård, bålpladser og pionering. Også der fandt vi en TB, eller i virkeligheden kun det tag, som engang har siddet på den. Jeg tog det med, og vil forsøge at finde en ny dims at hænge på det. Jeg har allerede været i et par butikker, men har ikke haft held med at skaffe et lille rumskib. Sig endelig til, hvis du ved hvor man kan få den slags.
Lige i nærheden fandt vi endnu en cach. Den lå i et rør i jorden, og var ikke så let at se. Jeg tror faktisk at det var en fordel at finde den på denne årstid, for jeg kan let forestille mig at den helt forsvinder til sommer, når krattet igen vokser til. Vel hjemme igen opdagede jeg at den er en del af en serie, og at jeg vist skulle have noteret mig en oplysning på stedet. Det gjorde jeg ikke, så måske må jeg tilbage en anden dag. Det bliver sikkert lettere næste gang.
Fra parkeringspladsen kunne vi se vingerne på Ringsted Mølle dreje lige så fint, og det var ikke svært at overtale Esther til en tur der over. Vi parkerede ved møllen og museet og begyndte at lede efter en lille bitte sag. Heldigvis var der ikke andre i området og museet var tilsyneladende lukket. Med lidt held lykkedes det mit at få øje på cachen, og den kunne let fiskes frem. Medens vi skrev på den noget frønnede log, kom en møller ud til os. Han ville lige sikre sig at vi ikke ventede på at komme ind i møllen, som altså ikke var åben for besøg i dag. Jeg beroligede ham med at vi allerede havde fundet hvad vi ledte efter, og han vidste tydeligvis hvad vi talte om, og forsvandt hurtigt igen.
 |
| Esther ved Ringsted Mølle |
Således nåede vi op på 4 rigtig fine caches i Ringsted i dag. Vejret var perfekt; sol og ingen blæst af betydning, og Esther var i topform. Vel hjemme igen skal der logges og blogges. Sådan må det være når man skriver en geo-blog.
Fortsat god ferie! Jeg håber at der bliver tid til et par rigtig gode geo-ture hos dig også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar