Viser opslag med etiketten trackables. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten trackables. Vis alle opslag

tirsdag den 26. august 2014

Vores TB er landet i Geocaching Headquarters

Udklip fra loggen

Man skal ikke have være geocacher ret længe for at vide, at et besøg i Geocaching Headquarters (HQ) er en pilgrimsfærd, som de fleste stræber efter. Jeg har nu ingen planer om en sådan rejse, men må indrømme at jeg blev temmelig glad og stolt, da jeg her til morgen modtog en mail med besked om at Esther's Searhorses var ankommet til netop HQ. Ialt har søhestene rejst 16635,6 km, og nu er jeg godt nok spændt på at se hvor de havner næste gang. Målet er at få dem hjem igen i løbet af 1½ år. 

Esther's Seahorses
Geocaching Headquarters

Tak til alle jer, som har været med til at gennemføre rejsen. 

Fortsat god rejse!

søndag den 6. april 2014

Geocaching Maker Madness Tribute Event

Ja, intet mindre kunne gøre det! Jeg har været til min første event, og endda her i Sorø. Ngrelle kontaktede mig for et par uger siden, for at sikre sig, at jeg havde set hendes event. Det blev jeg rigtig glad for, og selvfølgelig skulle jeg da med. Da jeg stadig er ret ny i dette game, er events ikke noget, som jeg har styr på, så jeg måtte læse lidt på lektien. Faktisk tror jeg, at jeg har læst næsten alle event-beskrivelser på Sjælland i øjeblikket. Det viste sig hurtigt, at hver event har sit eget liv, så jeg slog mig til tåls med, at det ville blive en eftermiddag med mange overraskelser.

Jeg kom tidligt, og på vejen mod skolen, som lagde lokaler til arrangementet, så jeg andre geo-tosser med telefonerne fremme for at finde vej. Jeg var på hjemmebane, for ud over at jeg selv er gammel elev fra netop denne skole, så har jeg også i et par år boet 10 numre længere nede af vejen. Flagene ved indgangen afslørede også stedet, så vi kom sikkert frem.

Inden for mødte jeg straks Ngrelle, som bød mig velkommen. Der var allerede ankommet en flok entusiaster, så jeg gik på opdagelse bland bugs og coins, som var stillet frem. Meget snedigt var der lavet en kasse med GRAB og en hylde til DISCOVER.

Travelbugs til fri afbenytning
Sjovt nok fandt jeg en enkelt af mine egen TBs i kassen, og jeg kunne også genkende en GC, som jeg tidligere har haft med hjemme. Det var et hyggeligt gensyn, men da der var rigeligt at vælge imellem, tog vi ikke dem igen.

På hylden med DISCOVER fotograferede jeg numrene. Jeg er stadig ikke helt sikker på, at jeg kan se fidusen i at logge alt muligt, som man møder på sin vej, men der skal nok være en pointe gemt et sted, og ind til jeg finde den, logge jeg bare med. Det var sjovt at se folks sager, og jeg lagde også vores tasker frem, så deres tags kunne bliver logget. Allerede nu kan jeg se, at mange har skrevet vores numre ned også. Det er lidt sjovt. Måske er det pointen... 

Jeg ejer ikke en stor samling af coins, men jeg har da overvejer hvordan jeg kunne indrette min stadig spæde samling lidt praktisk. I dag så jeg en fin mappe, som jeg godt kunne tænke mig at få fat på. Mon ikke møntsamlere af den gamle skole handler med den slags. Jeg tror at jeg vil undersøge det nærmere. Netop denne mappe var lavet så smart, at man let kunne fotograferer alle numrene, som sad modsat mønterne. Dem viser jeg selvfølgelig ikke her, men det var let at få dem med hjem i et hug. Tak for det.

Som med alt andet inde for geocaching, så spiller logbogen en central rolle. Ngrelle havde lavet en rigtig fin bog, og den måtte vi naturligvis sætte vores stempel i.
Event-logbog
Event-logbog
Til denne event var der også mulighed for at handle lidt, så selv om kaffe og kage var gratis, og mange tak for det, så kom det alligevel til at koste lidt. Jeg brugte lang tid på at snuse til de mange forskellige ting, som jeg tidligere har set på nettet, men som jo er lidt sjovere IRL. Jeg købte et par småting til mine nye caches og en ny TB til bilen. Den første er forsvundet efter et trafikuheld, som knuste hele bagenden af min lille bil. Nu kan jeg så starte forfra med en fin ny bug. Der går ikke lang tid før den kommer på.

Geogrej.dk
Geogrej.dk
Geogrej.dk
Det kan godt være at det i princippet er gratis at deltage, men der går jo ikke lang tid, før man får brugt en hel del på benzin og stumper; især ikke hvis man kaster sig ud i at lægge caches ud selv.

Det var iøvrigt sjov at høre folk omtale en af mine caches i forbindelse med en af de æsker, som John havde med i sin fine butik.

Rund om i lokalet gik snakken livligt om alt muligt forskelligt, og jeg benyttede lejligheden til at stille nogle af de mange spørgsmål, som jeg altid har. Det var sjovt at møde menneskerne bag de mange kreative navne i logbøger og cachbeskrivelser, og jeg synes at det er rart at kende et par navne, og vide at, man er velkommen til at skrive, hvis man har brug for et tip i ny og næ. Jeg blev faktisk også selv spurgt efter et tip til en af mine caches, og det gav jeg med stor glæde.

Det er længe siden at der har været trængsel på mit MOTEL, så jeg var lidt lun på at få et par nye gæster med hjem. Derfor lod jeg Esther deltage i udvælgelsen af en håndfuld rejsende, som skulle videre sammen med os. Det blev til lidt af en samling, og jeg er bange for at et par af dem er for store til vores motel. Det må vi tager som en ny udfordring; at finde en virkelig rummelig cach til de store bugs. Lige nu har jeg i hvert fald bugs og coins nok til at fylde i Motellet, og dermed gøre det til et spændende sted at besøge.

TB på vej videre
Mæt af geo-snak og læsset med grej og trackables forlod vi et rigtig fint event. Det bliver bestemt ikke sidste gang vi deltager i sådan et, og det ville glæde mig meget, om dette bliver en tilbagevendende begivenhed i Sorø. Ngrelle; du kan regne med os!

Vel hjemme ved tasterne begyndte det store arbejde med at logge alle dagens fund. Jeg er næsten igennem alle billederne, og tror at jeg når de sidste i løbet af aftenen. Det sjoveste er ikke at logge, men at følge med i alle de logs, som tikker ind på mine trackables og caches. Mange havde brugt et par timer i Sorø i forbindelse med arrangementet, og det ses tydeligt på mine caches. Det glæder mig meget, og jeg hygger mig med lyden af det lille pling, når en ny mail tikker ind på telefonen. Jeg talte med min bror, som har en enkelt cach ude i byen, og han havde godt bemærket, at der havde været en del trafik på den i dag. Jeg kunne så give ham forklaringen. Måske kan jeg lokke ham med til event næste gang. Det tror jeg at han ville synes om.

Tak for en rigtig fin geo-event. Jeg ser frem til den næste, og håber at det bliver lige så hyggeligt.

TB på vej videre
- og så fik man også lige et souvenir, hvad så end det lige er man skal med det.... Nu har jeg to. 

lørdag den 8. marts 2014

På af- eller omveje

Bil-navigation med iPhone 4 har vist sig at være en rigtig dårlig idé. Jeg har flere gange oplevet at retningerne på telefonen på ingen måde stemte overens med dem i virkeligheden, men i dag var den helt gal. Jeg ankom til et kryds ude på landet, og var ikke i stand til afgøre hvilken retning vi skulle i. Resultatet var at vi kom på en meget lang og smuk tur i den helt forkerte retning. Det bragte os desværre ikke hen til den skov, som vi havde planlagt, og i stedet for at gøre turen tilbage, valgte jeg at gå efter en cach, som jeg tidligere har ledt efter uden held, og som vi helt utilsigtet var havnet i nærheden af.

Esther med cachen
Cachen ligger ved Kongskilde Friluftsgård, som har et skønt område ned til Tystrup sø. Det er også der den navnkundige Kongskilde befinder sig. Jeg forsøgte mig med denne cach i vinter på en solo-tur, men fandt den altså ikke. Denne gang kunne jeg se af loggen at andre har fundet den siden hen, så jeg var temmelig opsat på at gøre dem kunsten efter. Af loggen fremgik det også at cachen skulle være mellem 10 og 15 meter off, altså fra de opgivne koordinater. Nu er jeg jo ikke fremmet over for unøjagtige koordinater, og jeg har et par gange måtte korrigerer koordinaterne til enkelte af mine caches. Derfor undrer det mig at en cach owner, som kan se af loggen at koordinaterne er så meget off, ikke drager ud på et eftersyn, og finder nogle mere nøjagtige koordinater i samme omgang. Hvis man da ikke i stedet vælger at flytte cachen hen til den angivne placering, hvilket i dette tilfælde også er en mulighed. Det er ikke så let at lede efter en cach, som IKKE befinder sig på koordinaterne, så jeg forsøgte at holde mig i ca. 1o-15 meters afstand og afsøgte området. I en anden logning stod der et hint, så jeg havde lidt en idé om hvad jeg ledte efter. Vejret var perfekt og smukt, så jeg tog mig god tid, og Esther hyggede sig med at kaste siv-stumper og smågrene i vandet, så der var tid nok at tage af. Jeg må indrømme at jeg var lige ved at give op igen, da jeg fik stillet mig sådan at jeg kunne se ind imellem et par stammer, og der kunne jeg skimte cachen, som lå frit fremme. Bagefter kan man godt undrer sig over at man ikke så den med det samme, men sådan er legen jo. Vi fik logget og fyldt et par bytteting og en travelbug i kassen, som næsten var tom. Nu er der lidt at gå efter for de næste cachere. I min logning opfordrer jeg til en revidering af koordinaterne. Det er altså sjovere, når det passer.

Langdysse ved Frederikskilde Strand
På vej hjemad snuppede jeg lige en power-trail-cach, som lå på vores rute. Sammen med sønnen har jeg taget en del af trailet, men denne nåede vi ikke ud til. Nu har vi dem alle sammen i det område, og det kan jeg godt lide, selv om jeg ikke helt kan forklare hvorfor. Det er altså en mærkværdig hobby, denne her, men sikke en fin måde at få frisk luft og se nyde steder. 

søndag den 23. februar 2014

IHIALAs auto

IHIALAs auto
Så kom skiltet endelig på, og således er min fine bil nu sporbar. Jeg er meget spændt på om nogen vil opdage den i trafikken. Foreløbig kan du jo opdage den her, hvis du har lyst. Du skal bare nævne bloggen i din logning, så bliver jeg rigtig glad.

Er din bil også sporbar? Del gerne dine erfaringer i en kommentar. Tak, især til Anneli, som har foræret mig skiltet.

PS.  I min begejstring over endelig at have monteret mærket på bilen, smed jeg dette billede på TBens side, og lynhurtigt var der et par kløgtige cachere, som spottede den og loggede den. Det var jo ikke lige meningen, altså at sætte trackingnummeret på profilen. Nu er det rettet til, og den kan logges ved at se den IRL eller lige her. Slå dig bare løs. Det ville glæde mig.

mandag den 10. februar 2014

Tags uden bugs

Jeg er en stor fan af trackables eller sporbare objekter, som det så smukt kaldes på dansk. Vi har selv udsendt en del ud, og det er sjovt at følge med i deres færden. Jeg gør en del ud af at vælge de ting, som skal på rejse, og jeg forsøger at finde på missioner, som passer til mine bugs. Når lejligheden byder sig, flytter jeg gerne bugs og coins, og jeg gør lidt ud af at sætte mig ind i deres missioner, når jeg vælger et nyt sted til dem. I de forskellige webshops kan man købe alle mulige sjove tags til sine bugs, og faktisk er det som om grænsen imellem tags og coins er ved at blive visket lidt ud. Hvis man køber et fint tag, skal man jo finde en bug, som passer til.

Tags uden bugs
I dag har jeg fundet hele to travelbugs, eller i virkeligheden har jeg faktisk kun fundet to tags, for selv om den ene har startet sin rejse sammen med en figur, rejser den nu alene. Den anden er slet og ret et tag, som rejser alene. Jeg er helt med på at et tag kan falde af sin bug, og det er selvfølgelig ærgerligt. Men at sende et tag afsted alene strider vist imod ideen. Hvis man kun ønsker at sende et tag, kunne man efter min mening lige så godt sende en geocoin. Den kan fås for næsten den samme pris, og er beregnet til at rejse alene. Disse tags er tænkt som en nummerplade til en genstand, og det virker ærlig talt lidt skørt, at sende dem rundt uden ledsagere. Derfor vil jeg forsøge at finde passende bugs til dem begge. Det er ikke sikkert at jeg bliver populær på den konto, men sådan må det være; en travelbug skal altså indeholde en traveler og et tag.

Min bror har i øvrigt også sendt et tag alene på rejse, og den første cacher, som samlede det op, forsynede det med en bug, så jeg er ikke alene.

Sprogforvirring

Min lille geocoin-samling
Jeg er den glade indehaver af intet mindre en 3 fine geocoins, som står til skue på min hylde i en lille kikkasse. Hver gang jeg er ude og geocache, og skal logge trackables fra min liste, figurer de, selv om de altså ikke skal ud at rejse. Jeg ville derfor flytte dem over til en Samling, så de ikke længere står i min Beholdning. Det viste sig dog at være en lidt indviklet affære, for geocaching.com tilbyder at køre på dansk, selv om ikke alle begreber er oversat og en del måske er lidt kryptisk oversat.

All mine trackables stod på listen over min beholdning, og således på min samlede liste over trackables. For at kunne flytte mine coins til en samling, skulle de først gøres til et samlerobjekt. Det gør man ved at redigerer hver coins registering. Der skal sættes hak ved Gør denne trackable til et samlerobjekt. Nu forestillede jeg mig så, at den ville stå på en liste over min samling, men det skete ikke. I stedet optrådte mine coins nu på listen over Sporbare objekter i din samling med en mulighed for at Move to Collection. Vi har tilsyneladende nået grænsen for den danske oversættelse på siden. Ved at klikke på Move to Collection forsvandt mine coins fra denne liste. Det undrede mig en del, for titlen handlede jo om samlingen, men det er vist ikke sådan siden forstår det. I stedet figurerer samlingen under overskriften Oversigt over sporbare objekter, som på engelske hedder Your Trackables Collection, hvilket giver mere mening.


Jeg må indrømme at jeg får lyst til at ændre på oversættelsen, for i denne sammenhæng fungerer den oprindelige tekst på engelsk da absolut bedst. For min egen skyld, og måske til glæde for andre, følger her en lille oversigt, så man let hitter ud af hvad der gemmer sig under hvilken overskrift.

Dansk
Engelsk

Din beholdning
Your Inventory
Liste over de sporbare objekter, som du har lige nu, og som er på rejse.
Sporbare objekter (Dine)/Søg sporbare objekter
Trackable Items (Yours)/ Search Trackables
Liste over dine egne sporbare objekter. Her kan du se hvor de er og hvem, som har dem lige nu.
Sporbare objekter i din samling
Trackables Inventory /Your Trackables Inventory
Det samme som Din beholdning.
Oversigt over sporbare objekter
Trackables Collection/Your Trackables Collection
Liste over de sporbare objekter, som tilhører dig, og ikke skal på rejse, men indgår i din samling.

Er jeg mon den eneste, som undrer sig over hvorfor overskriften, som indeholder ordet samling, IKKE leder hen til min samling?

Jeg tror at jeg har fået flyttet mine coins hen, hvor de skal være, og jeg glæder mig over ikke at skulle fumle med en alt for lang liste, når jeg er på tur. Det var jo hele målet.

lørdag den 18. januar 2014

Housewarming på mit nye Motel

Så er der housewarming på mit nye motel. I dag blev min seneste cach; TB & GC Motel, Sorø frigivet, og inden dagen var omme, havde det haft 2 besøg.

Jeg har længe haft planter om at lave et TB Hotel, og under vejs fik jeg ideen til et Motel i stedet. Det passer så fint med at man kører der ind og kun bliver ganske kortvarrigt. Jeg har puslet med selve cachen længe, for jeg synes at det kunne være sjovt, at gøre lidt ekstra ud af den. De TB-hoteller, som jeg har besøgt, har stort set bestået af en lidt større cach-beholder placeret på et strategisk sted, og har ikke været så spændende at besøge. På nettet har jeg set fantastiske TB-hoteller med utrolige indretninger og dekorationer. Inspireret af dette, men slet ikke i samme liga, har jeg lavet mit lille Motel, og forsynet det med en håndfuld rejsende.

Det er mit håb at det får lov til at ligge i fred og blive velbesøgt at både almindelige geocachere og diverse rejsende, som skifter hånd her. Min første TB har allerede tjekket ud for at drage videre. Det glæder jeg mig meget over.

Du er meget velkommen til at kigge forbi!

mandag den 13. januar 2014

Hurra! Jeg har fundet en geocoin

Geocoin
Geocoin
Medens jeg sad her og ærgrerede mig over at jeg gik glip af et coin-fund tidligere på dagen, opdagede jeg at en geocoin har fundet vej til en af mine cacher. Og ikke nok med det, den er lagt i en cach lige her i nærheden. Den måtte jeg selvfølgelig ud og hente. Her er hvad jeg fandt. Det er første gang jeg finder en geocoin, så jeg er selvfølgelig ret begejstret. Jeg arbejder i øjeblikket på at lave et TB og GC Motel, så den skal selvfølgelig lægges der om et par dage. Indtil da må den stå på hylden ved siden af min egen ensomme coin.

Tak til dig, som sendte denne coin afsted, og til dig, som lagden den her hos mig. Jeg skal nok passe godt på den.

søndag den 12. januar 2014

Coin-box

Coin-box
Foreløbig ejer jeg kun en enkelt geocoin, og den er af en beskaffenhed, som bedst beundres frit svævende. Derfor har jeg indrettet en kik-kasse til den. Lige nu er den alene i kassen, men når der kommer flere coins til, skal de selvfølgelig også have plads i kassen. Du kan nok regne ud at jeg ikke har planer om en særlig stor samling, og skulle samlingen alligevel vokse fra sin kasse, findes der kasser i andre størrelser, som fint kan erstatte denne. Ved at opbevare mønterne i kassen slipper jeg for at støve dem af. Det er selvfølgelig ikke så praktisk, hvis de skal logges af andre, men det kommer nok heller ikke til at blive aktuelt særlig tit, og man kan jo altid tager bagsiden af kassen og få fat i indholdet.

Nu kan jeg nyde synet af min geocoin, som hænger og drejer lige så stille i takt med trafikken i huset. Det er rigtig hyggeligt.

Kassen er fra IKEA. Som baggrund har jeg brugt et billede fra en kalenderbog med gamle kort i. Jeg har købt kalenderen til at klippe i, så der går intet tabt på den konto. Mønten er fæstet med lidt tråd og en klump abesnot (i skolen somme tider omtales som lærersnot).

Hvad gør du med dine geocoins? Samlemappe, udstilling eller noget helt andet...

Søndagstur med forhindringer

Mor og Esther på Geotur
Jeg forsøgte at lokke min bror og eventuelt hans familie med på en geo-tur ved at tilbyde dem at være med til at finde en mystery, som jeg havde løst. Det var desværre ikke helt nok til at få dem med, så Esther og jeg drog afsted alene. Til alt held kunne familien dog forsyne os med et hint til at finde en cach, som jeg måttet opgive at finde i sidste uge. Vi fandt den let i dag, og det var dagens første fund.

Den anden cach på programmet var en multi. Jeg plejer at holde mig fra de orange, for jeg synes at det kan
være svært at gennemskue hvor lang tid sådan en udflugt kan komme til at tage. Det duer ikke rigtigt, når man er på tur med små børn. Dog kunne jeg se at denne ikke var så kompliceret, så derfor forberedte jeg mig godt hjemmefra, og tog afsted med et sæt koordinater i lommen. Jeg må indrømme, at jeg også var stærkt motiveret til at finde den, af den mest imponerende beholdning jeg længe har set. Her var min chance for at finde min første geocoin i felten, og dertil snuppe et par travelbugs. Det så bare så godt ud, og området kender jeg lidt i forvejen; det er bestemt et besøg værd. Det krævede en godt gåtur at nå frem til GZ, og der blev det tydeligt hvorfor man havde anbefalet mig at tage gummistøvler på, hele området var en stor sump. Til dagligt er der ret fugtigt, og flere steder smattet, men lige nu er det hele vådt, og man synker hele tiden i. Jeg måtte bede Esther om at vente på mig på en tør plet, for jeg var bange for at hun ville komme til at hænge fast i dyndet eller skvatte i vandet i de mange pytter. Det var hun ikke helt tilfreds med, men sådan må det somme tider være. Jeg forsøgte af flere omgange at komme frem til koordinaterne, men lige lidt hjalp det. Hintet lød: Under et 3 meter højt dødt træ, men det hjalp meget lidt, for stormen Bodil har lagt store og små træer ned i hele skoven, og således også her. Kombinationen af enorme væltede træer, grene og mindre træer lagt ned, drængrøfter og sumpet underlag gjorde det næsten umuligt at komme ind til stedet, og til sidst måtte jeg opgive mit forehavende. Jeg kunne bare ikke spotte et oplagt sted, og jeg kunne ikke bevæge mig rundt på må og få for at lede. Derfor måtte vi til sidst trække os op på det tørre og vinke farvel til hele herligheden. Jeg håber virkelig at CO har styr på sin cach og dens fine beholdning af trackables. Hvis det var min cach, ville jeg måske finde en ny placering på et lidt mere tilgængeligt sted. Der er nok at vælge imellem i dette område. Jeg skriver til ham, og gør ham opmærksom på sagen (...og så holder jeg lige øje med cachen. Måske bliver den mere tilgængelig senere).

Mobilfoto-logning
Efter en noget strabadserende tur i sumpen, gik vi tilbage til bilen og kørte efter et par lidt lettere kasser; begge blå, som jeg havde løst i forvejen. Den første var let fundet, men helt umulig at logge. Den var placeret i jorden, og dens plads var fyldt med vand. Derfor var loggen gennemblødt og helt umuligt at skrive i. Jeg har registreret den som fundet alligevel og vedlagt et billede. Jeg håber at det er tilstrækkeligt. Det er nok ikke alle CO, som accepterer det, og jeg undgår det også helst, men her var det nødvendigt.

Den sidste cach var et genbesøg på et sted, som vi kørte til i mandags på vej hjem fra arbejde. Dengang var det ved at blive mørkt og det småregnede. I dag var vejret nogenlunde klart og tørt, så vi kunne lede i ro og mag. Jeg vidste godt i hvilket træ jeg skulle søge, og så var det bare med at holde balancen, for det stod nemlig på kanten af en grøft. Cachen blev hurtigt fundet, selv om den var meget mindre end jeg lige havde forestillet mig. Dette var dagens første med bytteting, hvilket glædede Esther meget. Hun lagde en figur og kunne vælge imellem en slange og en brandmand. Jeg valgte for hende, og det blev til en brandmand, som måske en dag kan blive til en TB.

Vel hjemme i varmen stod den på varm cacao med flødeskum. Det kan godt være at det lyder som en skør hobby at lede efter plastikbeholdere i naturen ved hjælp af telefonen, men det bringer os ud og motiverer os til at bruge kroppen. Det er virkelig en gevinst for os begge to, så vi snupper nok et par til en anden dag; imorgen hvis du spørger Esther.

lørdag den 11. januar 2014

Milepæle

Milepæle er værd at fejre med et lille indlæg. I dag har Team IHIALA fundet cach nr. 75, og således rundet endnu en milepæl. Hurra!

Jeg havde store planer om at dette fund skulle være en god stor traditionel cach med travelbugs eller geocoins, men til min store ærgelse må jeg konstatere, at der næsten ikke findes sådanne caches i mit område. Faktisk blev jeg så  irriteret over mangel på trackables, at jeg kiggede næsten hele kortet igennem for vores område, og der fandt jeg kun ganske få caches med en enkelt TB eller GC på listen. Desværre kunne man læse i loggene, at flere af dem i virkeligheden ikke inderholder de listede genstande. Det er bare for surt. Generelt synes jeg, at der er for få trackables i kasserne, for denne del af legen nyder jeg selv rigtig meget. Enten skyldes det at vi sender for få ud, eller også skyldes de at de alt for ofte forsvinder. Sandheden er nok en kombination af de to forklaringer. Det sidste kan jeg ikke gøre så meget ved, ud over at opfordrer alle cachere til at være grundige til at logge trackables. Det være hermed gjort. Det andet kan jeg derimod godt gøre noget ved. Jeg har allerede sendt en enkelt TB ud i verden, og i bilen ligger den næste klar til at blive lagt ud. De to bliver ikke de sidste, for jeg synes at området trænger til et par blaffere, så jeg vil med det samme bestille en håndfuld tags, og sende endnu et par stykker ud i verden.

Vores nyeste TB: Danish Coins
(PS. Jeg har rettet stavefejlen og lavet et nyt tag)
Ved denne milepæl vil jeg også tillade mig at reflekterer over cach-størrelserne. Generelt synes jeg at det er sjovest at finde caches, som enten ligger på et spændende sted eller i sig selv er spændende at besøge. Hvis det er tilfældet, betyder det ikke så meget hvor store eller små de er. Dog foretrækker jeg caches, som er store nok til at rumme bytteting og trackables. Der skal ikke så meget til, og jeg finder jævnligt små caches, som ligger på steder, som let kunne have en større bøtte. Det er lidt synd, synes jeg. Jeg er godt klar over at andre nyder at finde caches, som er svære at hitte, og der kan det selvfølgelig give mening at lave dem så små, som muligt, men den leg er jeg ikke lige med på. Der skal være caches til alle, så jeg anstrenger mig med at planlægge mine ture sådan, at vi går efter større caches. Alligevel finder jeg jævnligt små, i mine bestræbelser for at "tømme" et område. Jeg har selv lagt caches af forskellige størrelser, og jeg tror at jeg fremover vil holde mig til at lave de lidt større typer, og overlade petlings og filmhylstre til powertrailers og statistikentusiaster.

Fund nr. 75
Min 75. cach blev en ganske lille en, som jeg har besøgt før uden at kunne logge den. Den var let at finde, men ikke til at få fat på. Det krævede både værktøj og kræfter, og en stærk overbevisning om at det virkelig var den rette genstand, som jeg makkede med. I dag fandt jeg lidt værktøj i kælderen, og fyldte bagaberummet. På stedet gik jeg i krig med opgaven, og efter et øjebliks slid, fik jeg fat på fidusen. Tilbage i bilen blev der skrevet i loggen, og så var det ellers ud i regnen med herligheden igen. Dette var i bogstaveligeste forstand en milepæl, og nu kan jeg så begynde at gå efter den næste, som står ved 100 fund.

Cachen blev fundet på vej ud for at hente sønnen, som i dag kom hjem fra skirejse til Østrig med sin efterskole.