lørdag den 8. marts 2014

På af- eller omveje

Bil-navigation med iPhone 4 har vist sig at være en rigtig dårlig idé. Jeg har flere gange oplevet at retningerne på telefonen på ingen måde stemte overens med dem i virkeligheden, men i dag var den helt gal. Jeg ankom til et kryds ude på landet, og var ikke i stand til afgøre hvilken retning vi skulle i. Resultatet var at vi kom på en meget lang og smuk tur i den helt forkerte retning. Det bragte os desværre ikke hen til den skov, som vi havde planlagt, og i stedet for at gøre turen tilbage, valgte jeg at gå efter en cach, som jeg tidligere har ledt efter uden held, og som vi helt utilsigtet var havnet i nærheden af.

Esther med cachen
Cachen ligger ved Kongskilde Friluftsgård, som har et skønt område ned til Tystrup sø. Det er også der den navnkundige Kongskilde befinder sig. Jeg forsøgte mig med denne cach i vinter på en solo-tur, men fandt den altså ikke. Denne gang kunne jeg se af loggen at andre har fundet den siden hen, så jeg var temmelig opsat på at gøre dem kunsten efter. Af loggen fremgik det også at cachen skulle være mellem 10 og 15 meter off, altså fra de opgivne koordinater. Nu er jeg jo ikke fremmet over for unøjagtige koordinater, og jeg har et par gange måtte korrigerer koordinaterne til enkelte af mine caches. Derfor undrer det mig at en cach owner, som kan se af loggen at koordinaterne er så meget off, ikke drager ud på et eftersyn, og finder nogle mere nøjagtige koordinater i samme omgang. Hvis man da ikke i stedet vælger at flytte cachen hen til den angivne placering, hvilket i dette tilfælde også er en mulighed. Det er ikke så let at lede efter en cach, som IKKE befinder sig på koordinaterne, så jeg forsøgte at holde mig i ca. 1o-15 meters afstand og afsøgte området. I en anden logning stod der et hint, så jeg havde lidt en idé om hvad jeg ledte efter. Vejret var perfekt og smukt, så jeg tog mig god tid, og Esther hyggede sig med at kaste siv-stumper og smågrene i vandet, så der var tid nok at tage af. Jeg må indrømme at jeg var lige ved at give op igen, da jeg fik stillet mig sådan at jeg kunne se ind imellem et par stammer, og der kunne jeg skimte cachen, som lå frit fremme. Bagefter kan man godt undrer sig over at man ikke så den med det samme, men sådan er legen jo. Vi fik logget og fyldt et par bytteting og en travelbug i kassen, som næsten var tom. Nu er der lidt at gå efter for de næste cachere. I min logning opfordrer jeg til en revidering af koordinaterne. Det er altså sjovere, når det passer.

Langdysse ved Frederikskilde Strand
På vej hjemad snuppede jeg lige en power-trail-cach, som lå på vores rute. Sammen med sønnen har jeg taget en del af trailet, men denne nåede vi ikke ud til. Nu har vi dem alle sammen i det område, og det kan jeg godt lide, selv om jeg ikke helt kan forklare hvorfor. Det er altså en mærkværdig hobby, denne her, men sikke en fin måde at få frisk luft og se nyde steder. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar