![]() |
| Esther med cachen |
Vi lagde ud med et smut i Skoleskoven, hvor vi fandt to caches. Det er et fint område, som jeg slet ikke kendte til. Fra vejen ser det ikke ud af så meget, men når man kommer ind, er det rigtig fint. Terrænet er kuperet og åen løber lige så fint i bunden af dalen. På stien mødte vi en lystfisker, som stolt fremviste dagens fangst; 3 store regnbueørreder. Jeg har ikke så meget forstand på fiskeri, men manden fortalte beredvilligt om fangsten og Esther spurgte nysgerrigt. Så blev vi også klogere den dag. Desværre snød telefonen os, så vi fik en unødig lang tur til den ene cach. Vi havnede simpelthen på den forkerte side af åen, og det vel at mærke i et område, som var ret uvejsomt. Det var tydeligt, at andre har gjort den samme fejl før os, for der var fodspor efter andre på afveje. Det gør det selvfølgelig ikke bedre, men det luner da lidt, at man ikke er den eneste, som gik over åen efter vand.
Det næste stop på ruten var ved den samme å, bare lidt længere oppe. Her fandt vi en cach-type, som jeg har set på youtube tidligere. Derfor havde jeg en ret god idé om hvad der skulle til, for at få fat i loggen. Med det rette udstyr og mit trofaste hjælper Esther, kæmpede vi os frem til cachen, som var let nok at spotte, men ikke helt så let at logge. Uden at afsløre for meget, tør jeg godt at prale med, at vi stort set ikke blev våde i bestræbelserne, og nu står vi i den fine log. Det var sjovt at se denne type cach, og selv om mysteriet ikke var så stort, så er det en fornøjelse at besøge så gennemtænkt og velkonstrueret cach.
Den næste cach på vores plan lå i gåafstand, så vi travede ind mod golfbanen. Det viste sig dog, at stien førte os ud over engen, og væk fra de meget ihærdige sportsfolk, som på denne første officielle forårsdag allerede var godt i gang med køller og bolde. Vi skulle ud over engene, som på denne årstid stadig er så våde, at det ville have været umuligt, hvis det ikke lige var for den imponerende gangbro, som er lagt ind over området.
| Gangbro over engen ved golfbanen |
Det var fantastisk at kunne gå på broen, lidt hævet over landskabet, og se ud over vidderne. Vi må bestemt komme igen, når der er dyr på engene. Det kunne være så sjovt. Broen førte os frem til GZ og vi måtte hoppe ned på marken. Heldigvis var der ikke vådt lige der, hvor vi stod af, og uden det store besvær fandt vi cachen, som var noget af det fineste jeg længe har set. Oppe i et træ, jeg siger ikke hvor, sad der en lille fugl, og vogtede over sin cach. Den var ikke spor svær at finde, og en helt særlig fornøjelse at logge. Til min store glæde kan jeg konstatere, at denne er en i en serie, og jeg ser allerede frem til at finde resten af dem.
| Cachens vogter |
På vej hjem kørte vi ud af en af Slagelses jordveje og fandt en snedig gemt cach på et sted, som ikke så ud til at rumme meget andet end vej og mark. Slet ikke så dumt.
Ialt har jeg delt 3 blå pinde ud på denne tur. Det er en fornøjelse at finde så gode caches, og man må bøje sig i støvet for alle jer, som gør denne leg spændende og sjov for os. TFTC!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar