Viser opslag med etiketten geocoin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten geocoin. Vis alle opslag

lørdag den 13. december 2014

12-13-14 og geo-tur med familien Jørnow

Det er d. 13. december 2014; ikke særlig imponerende, når man skriver det på dansk, men inden for geocaching fungerer mange ting på amerikansk, og således også datoerne. Derfor hedder dagen 12-13-14; og det er jo en lidt sjov dato. Derfor havde jeg også sat mig for at logge mindst en cahce på denne dato.

Jeg inviterede min nevø Rasmus med på tur, og min bror Asger tog også med. Så var bilen fyldt godt op, og vi begav om ud på en lidt improviseret tur. Vi blev hurtigt enige om at køre mod Slagelse, hvor vi alle havde fund til gode.

Store børn - stort legetøj
Det første stop var dog ved en cache, som jeg allerede har logget, men den ligger så fint ved indkørslen til militær-området i Slagelse, så vi stoppede alligevel.

Vi fandt ialt 6 caches, hvoraf de 4 var nye for mig. Turen blev ekstra udfordret af at vi var kommet lidt sent afsted, og nærmer os årets korteste dag. De sidste 2 caches fandt vi i mørke, og jeg var faktisk meget i tvivl om det ville lykkes for os. Heldigvis var vi lige stædige, og vi fik dem logget ved godt samarbejde.

Asger, Rasmus og Esther
Vi besøgte blandt andet et par af "Er du dus med himlens fugle"-serien. Vi har tidligere fundet et par af dem, og jeg havde fået disse anbefalet. Det var rigtig fine, men altså ikke helt lette i mørke.

Jeg brugte turen til at sætte min nyeste TravelBug afsted. Den hedder Keys and tales og indeholder fra begyndelsen en nøgle med en historie. Tanken er at andre kan tilføje deres nøgler og logge deres historien. Jeg er spændt på at se hvordan den udvikler sig. Foreløbig ligger den jo bare i en plastikkasse i en skov i Slagelse-området.

Keys and tales
Rasmus sendte sin første TB på tur idag. Jeg håber virkelig at den får en fin rejse. Det skulle gerne blive sjovt for ham at følge dem på kortet.

Vel tilbage i min lune stue kunne jeg med rette aktivere min nye geocoin.

12-13-14
Tak for en rigtig hyggelig lille tur. Jeg glæder mig over at dele hobby med min bror og nevø. Jeg håber at vi snart kan tage afsted sammen igen.

Glædelig jul til alle!

lørdag den 7. juni 2014

WWFM 2014 ved Munkholmbroen

Så stod der igen "event" i kalenderen. Denne gang var det en flash-mob; en af mine favoritter, og både Esther og jeg havde glædet os. Vi ankom i god tid, og kunne bekvemt nå at lede efter den cach, som ligger midt på broen. Jagten blev en smule udfordret af de mange lystfiskere, som stod på begge sider af broen, men det lykkedes os alligevel at hitte den, og skrive os ind i dagens første log. 

Vi var ikke de eneste, som var kommet i god tid, men tanken er jo at mødes "tilfældigt" til en flash-mob, så vi nøjedes med at hilse kort på hinanden, og fortsatte så med hvert vores forehavende. Det føles lidt kunstigt, når nu vi alle sammen godt ved hvad der er under opsejling, men sådan er det jo...

Esther og Munkholmbroen
Ideen var at mødet på koordinaterne for eventen klokken 19:00 bevæbnet med sæbeboblevand. På slaget begyndte alle at blæse bobler, og det var et flot syn. Vi var nok omkring 40 voksne og børn på pladsen ved Munkholmbroen, og det gav rigtig mange bobler. Faktisk var det svært at undgå at blive sæbet ind, hvis man stod i den side, hvor vinden drev boblerne hen. 

Sæbeboble-krigen
Selv var jeg mest optaget af at hjælpe Esther med det meget store sæbeboble-sværd, som hun fægtede rundt med. Det lykkedes vist nogenlunde at undgå at sjaske sidemanden til, selv om det slet ikke var så let endda.

Esther med sæbeboble-sværd
Medens boblerne fyldte luften, gik logbogen rundt, og vi fik skrevet os ind. Efter 10 minutters boblerri skruede vi lågene på sæbevandet og samledes os til det obligatoriske gruppebillede. Jeg er godt nok spændt på at se resultatet, for det var en noget tilfældig opstilling. 

Der blev også lige tid til at annoncerer en ny cach i området, og så gik den store first-finders-jagt ellers ind. Den deltog vi dog ikke i, for Esther var meget mere optaget af løftet om en is i ishuset efter boblerne. Vi var ikke de eneste, som foretræk is frem for jagt, og vi kom til at stå i en lang kø, og da vi endelig fik vores is, var det svært at få øje på hvem der var med i eventen og hvem, som ikke var. 

Esther med is
Det lykkedes mig dog at spotte en hund med et tag, så vi var ikke helt alene. Senere dukkede ejeren også op, og så fik vi en kort geo-snak. Jeg ville gerne have gode råd om GPSer og vise min WWFM 2014-geocoin frem. Der var ikke så mange råd at hente, men et par noterede min coin, så mon ikke den bliver "opdaget" snart.

Geo-hund med tag
Vi gjorde et enkelt halvhjertet forsøg på at finde endnu en cach inden vi vendte næsen hjemad. Esther var træt og det var langt over hendes sengetid, og kombinationen sandaler, korte bukser og brændenælder var ikke en succes. Vi endte med at droppe jagten, og skriver os i stedet området bag øret. Her må vi komme igen en anden dag, både efter is og efter de caches, som området byder på; måske især den nye, som er en letterbox. Det har vi ikke så meget erfaring med, så det bliver sjovt.

WWFM 2014-geocoin
Nu kan jeg logge endnu et event og med stolthed vise min WWFM 2014-geocoin frem. Du får lov til at kigge med, men du må se den IRL hvis den skal logges.

Tak for et fint arrangement og en hyggelig aftentur. Det bliver spændende at se hvad man finder på til næste år.

tirsdag den 6. maj 2014

Album til geocoins

På event i Sorø så jeg et rigtig fint lille album med geocoins. Lige siden har jeg været på jagt efter et album til min stadig meget beskedne samling. Først tænkte jeg at det da måtte være oplagt at købe et album i en af de fine geo-butikker, som jeg jævnligt besøger på nettet, men så let skulle det ikke være. Jeg fandt faktisk slet ikke et egnet album hos nogen af de danske butikker; ret overraskende må jeg sige.

Numis møntalbum, købt i Bøger & papir
Geocoin-album
Min søgen bragte mig forbi andre netbutikker, især nogle, som handler med albums til mønter, frimærker, postkort mm. Der måtte jeg sande, at det vist kræver lidt viden om møntsamleri, før man kan afkode siderne og købe et passende album. Faktisk kunne jeg se, at jeg havde behov for at købe et album i en rigtig butik med fysiske vare og råd og vejledning, så jeg drog ned til min lokale boghandel, som er med i kæden Bøger & Papir. De handlede rigtig nok med et lille udvalg af møntalbum, men havde ikke lige nogen hjemme. Jeg måtte vente et par uger... De skrev mig heldigvis en venlig sms da varene kom hjem, så jeg drog der ned igen.
Jeg købte mig et fint lille grønt album, som indeholdt et lille udvalg af sider med møntlommer. Jeg købte også en ekstra pakke af de sider med de største rum, i forventning om at det nok var den størrelse, som passede til mine geocoins. Det blev ialt til en udskrivning på 190 kroner, hvilket var ok, synes jeg. Desværre viste det sig, at de indkøbte lommer ikke var store nok til mine store coins. De mere beskedne coins kunne godt være i lommerne, men det var ikke tilstrækkeligt. På katalogsiden, som fulgte med mit album, kunne jeg se, at der findes flere typer af lommer end dem, som de førte i min butik. Jeg måtter derfor afsted igen, for at se om de ville tage nogle sider med større rum hjem. De ringede velvilligt rundt til andre i kæden, og det lykkedes at finde de ønskede lommer. I dag har jeg så hentet mine nye lommer, og nu er der fin plads til alle mine coins i albummet.

I de største lommer sidder de store coins. Der er plads til ret store geocoins, op til 5,5 cm. Det er også muligt at købe sider med endnu større lommer, men det får man vist ikke brug for ret tit, og jeg har ikke det behov endnu.

Geocoin-album, åbent
Albummet er født med et udvalg af sider, og de største rum passer fint til geocoins af standart-størrelse. Rummene er 4,4 cm. De fleste sider, som følger med albummet, har så små rum, at man nok ikke får meget brug for dem til en geo-samling, men jeg forestiller mig at pathtags og små tags måske kan passe i nogle af dem.

Geocoin-album, åbent
Af den lille oversigt fremgår det, at man kan få mange forskellige lommer. Det kan være at de er svære at skaffe hjem, men det er altså muligt. Hvis efterspørgslen er stor nok, tager de dem sikkert hjem. Der er 5 sider med papsider imellem i en pakke til 60 kroner. Jeg har tænkt mig at skrive trackingnumre på papsiderne, så det er let at kopiere dem på events eller lignende. Det så jeg på event, og de var lige til at fotografere og logge, da jeg kom hjem. Ret smart.

Oversigt over møntlommer, som passer til albummet
SÅ for at gøre en lang historie kort: Du kan let lave et fint lille album til dine geocoins. Album og møntsider kan købes hos en helt almindelig boghandler fra Bøger & papir (og sikkert også mange andre steder). Du får måske brug for sider med lidt større rum, så du skal eventuelt bestille en pakke NH 6-sider. Den samlede pris ligger lige under 200 kroner.

Nu slipper du for at fare rundt fra Herodes til Pilatus, lige som jeg gjorde. Hvis du har andre tips til at købe eller lave et album til en geocoin-samling, må du meget gerne dele det i en kommentar. Tusind tak!

onsdag den 30. april 2014

Hvordan skaffer jeg mig en "African Safari"-geocoin?

African Safari
Jeg har fundet en geocoin, som jeg er helt pjattet med, men jeg kan ikke finde den i handlen nogen steder. Når jeg leder på nettet, finder jeg den kun på ebay, og jeg ville helst købe den i almindelig handel, hvis det er muligt. Har du et godt råd eller kan anbefale et sted med et stort udvalg, så hører jeg rigtig gerne fra dig. Bare læg en kommentar. Du behøver ikke at logge ind eller være fast læser.

Mønten hedder African Safari, og findes i mange forskellige udgaver. Helst ville jeg have den i orange, men lige nu er jeg meget åben over for alle mulige farver. Sig til hvis du ved hvor den kan skaffes. Tusind tak for hjælpen.

http://www.christopherwaddell.com/geocoins/previous-designs/african-safari-geocoins/

søndag den 6. april 2014

Geocaching Maker Madness Tribute Event

Ja, intet mindre kunne gøre det! Jeg har været til min første event, og endda her i Sorø. Ngrelle kontaktede mig for et par uger siden, for at sikre sig, at jeg havde set hendes event. Det blev jeg rigtig glad for, og selvfølgelig skulle jeg da med. Da jeg stadig er ret ny i dette game, er events ikke noget, som jeg har styr på, så jeg måtte læse lidt på lektien. Faktisk tror jeg, at jeg har læst næsten alle event-beskrivelser på Sjælland i øjeblikket. Det viste sig hurtigt, at hver event har sit eget liv, så jeg slog mig til tåls med, at det ville blive en eftermiddag med mange overraskelser.

Jeg kom tidligt, og på vejen mod skolen, som lagde lokaler til arrangementet, så jeg andre geo-tosser med telefonerne fremme for at finde vej. Jeg var på hjemmebane, for ud over at jeg selv er gammel elev fra netop denne skole, så har jeg også i et par år boet 10 numre længere nede af vejen. Flagene ved indgangen afslørede også stedet, så vi kom sikkert frem.

Inden for mødte jeg straks Ngrelle, som bød mig velkommen. Der var allerede ankommet en flok entusiaster, så jeg gik på opdagelse bland bugs og coins, som var stillet frem. Meget snedigt var der lavet en kasse med GRAB og en hylde til DISCOVER.

Travelbugs til fri afbenytning
Sjovt nok fandt jeg en enkelt af mine egen TBs i kassen, og jeg kunne også genkende en GC, som jeg tidligere har haft med hjemme. Det var et hyggeligt gensyn, men da der var rigeligt at vælge imellem, tog vi ikke dem igen.

På hylden med DISCOVER fotograferede jeg numrene. Jeg er stadig ikke helt sikker på, at jeg kan se fidusen i at logge alt muligt, som man møder på sin vej, men der skal nok være en pointe gemt et sted, og ind til jeg finde den, logge jeg bare med. Det var sjovt at se folks sager, og jeg lagde også vores tasker frem, så deres tags kunne bliver logget. Allerede nu kan jeg se, at mange har skrevet vores numre ned også. Det er lidt sjovt. Måske er det pointen... 

Jeg ejer ikke en stor samling af coins, men jeg har da overvejer hvordan jeg kunne indrette min stadig spæde samling lidt praktisk. I dag så jeg en fin mappe, som jeg godt kunne tænke mig at få fat på. Mon ikke møntsamlere af den gamle skole handler med den slags. Jeg tror at jeg vil undersøge det nærmere. Netop denne mappe var lavet så smart, at man let kunne fotograferer alle numrene, som sad modsat mønterne. Dem viser jeg selvfølgelig ikke her, men det var let at få dem med hjem i et hug. Tak for det.

Som med alt andet inde for geocaching, så spiller logbogen en central rolle. Ngrelle havde lavet en rigtig fin bog, og den måtte vi naturligvis sætte vores stempel i.
Event-logbog
Event-logbog
Til denne event var der også mulighed for at handle lidt, så selv om kaffe og kage var gratis, og mange tak for det, så kom det alligevel til at koste lidt. Jeg brugte lang tid på at snuse til de mange forskellige ting, som jeg tidligere har set på nettet, men som jo er lidt sjovere IRL. Jeg købte et par småting til mine nye caches og en ny TB til bilen. Den første er forsvundet efter et trafikuheld, som knuste hele bagenden af min lille bil. Nu kan jeg så starte forfra med en fin ny bug. Der går ikke lang tid før den kommer på.

Geogrej.dk
Geogrej.dk
Geogrej.dk
Det kan godt være at det i princippet er gratis at deltage, men der går jo ikke lang tid, før man får brugt en hel del på benzin og stumper; især ikke hvis man kaster sig ud i at lægge caches ud selv.

Det var iøvrigt sjov at høre folk omtale en af mine caches i forbindelse med en af de æsker, som John havde med i sin fine butik.

Rund om i lokalet gik snakken livligt om alt muligt forskelligt, og jeg benyttede lejligheden til at stille nogle af de mange spørgsmål, som jeg altid har. Det var sjovt at møde menneskerne bag de mange kreative navne i logbøger og cachbeskrivelser, og jeg synes at det er rart at kende et par navne, og vide at, man er velkommen til at skrive, hvis man har brug for et tip i ny og næ. Jeg blev faktisk også selv spurgt efter et tip til en af mine caches, og det gav jeg med stor glæde.

Det er længe siden at der har været trængsel på mit MOTEL, så jeg var lidt lun på at få et par nye gæster med hjem. Derfor lod jeg Esther deltage i udvælgelsen af en håndfuld rejsende, som skulle videre sammen med os. Det blev til lidt af en samling, og jeg er bange for at et par af dem er for store til vores motel. Det må vi tager som en ny udfordring; at finde en virkelig rummelig cach til de store bugs. Lige nu har jeg i hvert fald bugs og coins nok til at fylde i Motellet, og dermed gøre det til et spændende sted at besøge.

TB på vej videre
Mæt af geo-snak og læsset med grej og trackables forlod vi et rigtig fint event. Det bliver bestemt ikke sidste gang vi deltager i sådan et, og det ville glæde mig meget, om dette bliver en tilbagevendende begivenhed i Sorø. Ngrelle; du kan regne med os!

Vel hjemme ved tasterne begyndte det store arbejde med at logge alle dagens fund. Jeg er næsten igennem alle billederne, og tror at jeg når de sidste i løbet af aftenen. Det sjoveste er ikke at logge, men at følge med i alle de logs, som tikker ind på mine trackables og caches. Mange havde brugt et par timer i Sorø i forbindelse med arrangementet, og det ses tydeligt på mine caches. Det glæder mig meget, og jeg hygger mig med lyden af det lille pling, når en ny mail tikker ind på telefonen. Jeg talte med min bror, som har en enkelt cach ude i byen, og han havde godt bemærket, at der havde været en del trafik på den i dag. Jeg kunne så give ham forklaringen. Måske kan jeg lokke ham med til event næste gang. Det tror jeg at han ville synes om.

Tak for en rigtig fin geo-event. Jeg ser frem til den næste, og håber at det bliver lige så hyggeligt.

TB på vej videre
- og så fik man også lige et souvenir, hvad så end det lige er man skal med det.... Nu har jeg to.