Viser opslag med etiketten travelbug. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten travelbug. Vis alle opslag

lørdag den 13. december 2014

12-13-14 og geo-tur med familien Jørnow

Det er d. 13. december 2014; ikke særlig imponerende, når man skriver det på dansk, men inden for geocaching fungerer mange ting på amerikansk, og således også datoerne. Derfor hedder dagen 12-13-14; og det er jo en lidt sjov dato. Derfor havde jeg også sat mig for at logge mindst en cahce på denne dato.

Jeg inviterede min nevø Rasmus med på tur, og min bror Asger tog også med. Så var bilen fyldt godt op, og vi begav om ud på en lidt improviseret tur. Vi blev hurtigt enige om at køre mod Slagelse, hvor vi alle havde fund til gode.

Store børn - stort legetøj
Det første stop var dog ved en cache, som jeg allerede har logget, men den ligger så fint ved indkørslen til militær-området i Slagelse, så vi stoppede alligevel.

Vi fandt ialt 6 caches, hvoraf de 4 var nye for mig. Turen blev ekstra udfordret af at vi var kommet lidt sent afsted, og nærmer os årets korteste dag. De sidste 2 caches fandt vi i mørke, og jeg var faktisk meget i tvivl om det ville lykkes for os. Heldigvis var vi lige stædige, og vi fik dem logget ved godt samarbejde.

Asger, Rasmus og Esther
Vi besøgte blandt andet et par af "Er du dus med himlens fugle"-serien. Vi har tidligere fundet et par af dem, og jeg havde fået disse anbefalet. Det var rigtig fine, men altså ikke helt lette i mørke.

Jeg brugte turen til at sætte min nyeste TravelBug afsted. Den hedder Keys and tales og indeholder fra begyndelsen en nøgle med en historie. Tanken er at andre kan tilføje deres nøgler og logge deres historien. Jeg er spændt på at se hvordan den udvikler sig. Foreløbig ligger den jo bare i en plastikkasse i en skov i Slagelse-området.

Keys and tales
Rasmus sendte sin første TB på tur idag. Jeg håber virkelig at den får en fin rejse. Det skulle gerne blive sjovt for ham at følge dem på kortet.

Vel tilbage i min lune stue kunne jeg med rette aktivere min nye geocoin.

12-13-14
Tak for en rigtig hyggelig lille tur. Jeg glæder mig over at dele hobby med min bror og nevø. Jeg håber at vi snart kan tage afsted sammen igen.

Glædelig jul til alle!

søndag den 25. maj 2014

Under broen

Esther under Storebæltsbroen
Jeg har længe haft kig på en cach, som ligge under Storebæltsbroen. Det er så godt fundet på at placere den der, så det på kortet ser ud som om den ligger på broen. Det er sådanne detaljer, som jeg sættet pris på. Esther og jeg kørte ud til Isbåde Museet ved Korsør og satte bilen. Derfra var der ikke langt at gå til den første cach på ruten. Desværre lå den sådan at jeg ikke kunne komme til den. Min balance er ikke i top, så jeg begiver mig ikke gerne ud på kampesten i bunker, men det er ikke noget problem for Esther, som kom mig til undsætning. "Jeg henter den til dig mor!" sagde hun modigt, og klatrede op på bunken, og kort efter kun hun melde: "FUNDET!". Det var en helt anden sag at få kassen ud, for den lå under en temmelig stor sten. Heldigvis kunne jeg dirigere hende, go hun fik vippet stenen væk og fundet skatten. Godt gået!

Det var sjovt at stå under broen og høre bilerne suse forbi over hovedet. Broen er imponerende stor, når man ser den så tæt på. Esther var dog mere optaget af nogle blå sommerfugle, som fløj omkring på engen bag broen. Så meget for min beundring for tidens store bygningsværker.

På planen var også en enkelt mystery, som var løst hjemmefra. Vi travede ud til den, og telefonen pegede ind i et krat. Der var en sti der ind, og vi var tydeligvis ikke de første besøgende på stedet. Selv om vi ledte både højt og lavt og gik rundt i cirkler, så kunne vi ikke finde nogen cach inde i det krat, og til sidst besluttede vi os til at indstille søgningen. "Vi har jo allerede en, mor, så det gør ikke noget!" sagde det søde barn. Jeg elsker når hun prøver at trøste mig. Jeg må se meget skuffet og irriteret ud, når jeg ikke kan finde det, som jeg leder efter. Lige uden for krattet spottede jeg et par sten, som så lidt mistænkelig ud. For et halvt år siden ville dette ikke have vagt min nysgerrighed, men nu har jeg geo-briller på, når vi er ude, og denne gang havde jeg da også ret. Cachen lå under stenene, og Esther halede den frem. Desværre var der vand i og indholdet var nasset. Jeg loggede i en fugtig bog, og byttede intet. Dog samlede vi en travelbug op, så vi fik da lidt for vores skrammer. Jeg håber at den hurtigt bliver ordnet, for ideen er fin, og jeg gad godt at finde den i pæn stand.

På vej hjem snuppede vi en enkelt foto-cach. Jeg har bemærket at flere cachejere beder folk om at logge med et billede, og det gør jeg også selv på en af mine caches. Jeg kan godt lide denne slags opgaver, og tager gerne et billede med min telefon. Det er så let når gps og kamera er en og samme ting. Det er muligvis helt anderledes besværligt hvis man ikke bruger telefon, for rigtig mange finder disse caches uden at lægge et billede. Det er lidt ærgerligt, synes jeg. Vi tog pligtskyldigt et foto af Esther og broen, og kørte videre til familievisit på Frølunde Fed.

søndag den 6. april 2014

Geocaching Maker Madness Tribute Event

Ja, intet mindre kunne gøre det! Jeg har været til min første event, og endda her i Sorø. Ngrelle kontaktede mig for et par uger siden, for at sikre sig, at jeg havde set hendes event. Det blev jeg rigtig glad for, og selvfølgelig skulle jeg da med. Da jeg stadig er ret ny i dette game, er events ikke noget, som jeg har styr på, så jeg måtte læse lidt på lektien. Faktisk tror jeg, at jeg har læst næsten alle event-beskrivelser på Sjælland i øjeblikket. Det viste sig hurtigt, at hver event har sit eget liv, så jeg slog mig til tåls med, at det ville blive en eftermiddag med mange overraskelser.

Jeg kom tidligt, og på vejen mod skolen, som lagde lokaler til arrangementet, så jeg andre geo-tosser med telefonerne fremme for at finde vej. Jeg var på hjemmebane, for ud over at jeg selv er gammel elev fra netop denne skole, så har jeg også i et par år boet 10 numre længere nede af vejen. Flagene ved indgangen afslørede også stedet, så vi kom sikkert frem.

Inden for mødte jeg straks Ngrelle, som bød mig velkommen. Der var allerede ankommet en flok entusiaster, så jeg gik på opdagelse bland bugs og coins, som var stillet frem. Meget snedigt var der lavet en kasse med GRAB og en hylde til DISCOVER.

Travelbugs til fri afbenytning
Sjovt nok fandt jeg en enkelt af mine egen TBs i kassen, og jeg kunne også genkende en GC, som jeg tidligere har haft med hjemme. Det var et hyggeligt gensyn, men da der var rigeligt at vælge imellem, tog vi ikke dem igen.

På hylden med DISCOVER fotograferede jeg numrene. Jeg er stadig ikke helt sikker på, at jeg kan se fidusen i at logge alt muligt, som man møder på sin vej, men der skal nok være en pointe gemt et sted, og ind til jeg finde den, logge jeg bare med. Det var sjovt at se folks sager, og jeg lagde også vores tasker frem, så deres tags kunne bliver logget. Allerede nu kan jeg se, at mange har skrevet vores numre ned også. Det er lidt sjovt. Måske er det pointen... 

Jeg ejer ikke en stor samling af coins, men jeg har da overvejer hvordan jeg kunne indrette min stadig spæde samling lidt praktisk. I dag så jeg en fin mappe, som jeg godt kunne tænke mig at få fat på. Mon ikke møntsamlere af den gamle skole handler med den slags. Jeg tror at jeg vil undersøge det nærmere. Netop denne mappe var lavet så smart, at man let kunne fotograferer alle numrene, som sad modsat mønterne. Dem viser jeg selvfølgelig ikke her, men det var let at få dem med hjem i et hug. Tak for det.

Som med alt andet inde for geocaching, så spiller logbogen en central rolle. Ngrelle havde lavet en rigtig fin bog, og den måtte vi naturligvis sætte vores stempel i.
Event-logbog
Event-logbog
Til denne event var der også mulighed for at handle lidt, så selv om kaffe og kage var gratis, og mange tak for det, så kom det alligevel til at koste lidt. Jeg brugte lang tid på at snuse til de mange forskellige ting, som jeg tidligere har set på nettet, men som jo er lidt sjovere IRL. Jeg købte et par småting til mine nye caches og en ny TB til bilen. Den første er forsvundet efter et trafikuheld, som knuste hele bagenden af min lille bil. Nu kan jeg så starte forfra med en fin ny bug. Der går ikke lang tid før den kommer på.

Geogrej.dk
Geogrej.dk
Geogrej.dk
Det kan godt være at det i princippet er gratis at deltage, men der går jo ikke lang tid, før man får brugt en hel del på benzin og stumper; især ikke hvis man kaster sig ud i at lægge caches ud selv.

Det var iøvrigt sjov at høre folk omtale en af mine caches i forbindelse med en af de æsker, som John havde med i sin fine butik.

Rund om i lokalet gik snakken livligt om alt muligt forskelligt, og jeg benyttede lejligheden til at stille nogle af de mange spørgsmål, som jeg altid har. Det var sjovt at møde menneskerne bag de mange kreative navne i logbøger og cachbeskrivelser, og jeg synes at det er rart at kende et par navne, og vide at, man er velkommen til at skrive, hvis man har brug for et tip i ny og næ. Jeg blev faktisk også selv spurgt efter et tip til en af mine caches, og det gav jeg med stor glæde.

Det er længe siden at der har været trængsel på mit MOTEL, så jeg var lidt lun på at få et par nye gæster med hjem. Derfor lod jeg Esther deltage i udvælgelsen af en håndfuld rejsende, som skulle videre sammen med os. Det blev til lidt af en samling, og jeg er bange for at et par af dem er for store til vores motel. Det må vi tager som en ny udfordring; at finde en virkelig rummelig cach til de store bugs. Lige nu har jeg i hvert fald bugs og coins nok til at fylde i Motellet, og dermed gøre det til et spændende sted at besøge.

TB på vej videre
Mæt af geo-snak og læsset med grej og trackables forlod vi et rigtig fint event. Det bliver bestemt ikke sidste gang vi deltager i sådan et, og det ville glæde mig meget, om dette bliver en tilbagevendende begivenhed i Sorø. Ngrelle; du kan regne med os!

Vel hjemme ved tasterne begyndte det store arbejde med at logge alle dagens fund. Jeg er næsten igennem alle billederne, og tror at jeg når de sidste i løbet af aftenen. Det sjoveste er ikke at logge, men at følge med i alle de logs, som tikker ind på mine trackables og caches. Mange havde brugt et par timer i Sorø i forbindelse med arrangementet, og det ses tydeligt på mine caches. Det glæder mig meget, og jeg hygger mig med lyden af det lille pling, når en ny mail tikker ind på telefonen. Jeg talte med min bror, som har en enkelt cach ude i byen, og han havde godt bemærket, at der havde været en del trafik på den i dag. Jeg kunne så give ham forklaringen. Måske kan jeg lokke ham med til event næste gang. Det tror jeg at han ville synes om.

Tak for en rigtig fin geo-event. Jeg ser frem til den næste, og håber at det bliver lige så hyggeligt.

TB på vej videre
- og så fik man også lige et souvenir, hvad så end det lige er man skal med det.... Nu har jeg to. 

lørdag den 8. marts 2014

På af- eller omveje

Bil-navigation med iPhone 4 har vist sig at være en rigtig dårlig idé. Jeg har flere gange oplevet at retningerne på telefonen på ingen måde stemte overens med dem i virkeligheden, men i dag var den helt gal. Jeg ankom til et kryds ude på landet, og var ikke i stand til afgøre hvilken retning vi skulle i. Resultatet var at vi kom på en meget lang og smuk tur i den helt forkerte retning. Det bragte os desværre ikke hen til den skov, som vi havde planlagt, og i stedet for at gøre turen tilbage, valgte jeg at gå efter en cach, som jeg tidligere har ledt efter uden held, og som vi helt utilsigtet var havnet i nærheden af.

Esther med cachen
Cachen ligger ved Kongskilde Friluftsgård, som har et skønt område ned til Tystrup sø. Det er også der den navnkundige Kongskilde befinder sig. Jeg forsøgte mig med denne cach i vinter på en solo-tur, men fandt den altså ikke. Denne gang kunne jeg se af loggen at andre har fundet den siden hen, så jeg var temmelig opsat på at gøre dem kunsten efter. Af loggen fremgik det også at cachen skulle være mellem 10 og 15 meter off, altså fra de opgivne koordinater. Nu er jeg jo ikke fremmet over for unøjagtige koordinater, og jeg har et par gange måtte korrigerer koordinaterne til enkelte af mine caches. Derfor undrer det mig at en cach owner, som kan se af loggen at koordinaterne er så meget off, ikke drager ud på et eftersyn, og finder nogle mere nøjagtige koordinater i samme omgang. Hvis man da ikke i stedet vælger at flytte cachen hen til den angivne placering, hvilket i dette tilfælde også er en mulighed. Det er ikke så let at lede efter en cach, som IKKE befinder sig på koordinaterne, så jeg forsøgte at holde mig i ca. 1o-15 meters afstand og afsøgte området. I en anden logning stod der et hint, så jeg havde lidt en idé om hvad jeg ledte efter. Vejret var perfekt og smukt, så jeg tog mig god tid, og Esther hyggede sig med at kaste siv-stumper og smågrene i vandet, så der var tid nok at tage af. Jeg må indrømme at jeg var lige ved at give op igen, da jeg fik stillet mig sådan at jeg kunne se ind imellem et par stammer, og der kunne jeg skimte cachen, som lå frit fremme. Bagefter kan man godt undrer sig over at man ikke så den med det samme, men sådan er legen jo. Vi fik logget og fyldt et par bytteting og en travelbug i kassen, som næsten var tom. Nu er der lidt at gå efter for de næste cachere. I min logning opfordrer jeg til en revidering af koordinaterne. Det er altså sjovere, når det passer.

Langdysse ved Frederikskilde Strand
På vej hjemad snuppede jeg lige en power-trail-cach, som lå på vores rute. Sammen med sønnen har jeg taget en del af trailet, men denne nåede vi ikke ud til. Nu har vi dem alle sammen i det område, og det kan jeg godt lide, selv om jeg ikke helt kan forklare hvorfor. Det er altså en mærkværdig hobby, denne her, men sikke en fin måde at få frisk luft og se nyde steder. 

lørdag den 15. februar 2014

Nye bugs til ensomme tags

Som tidligere nævnt har jeg fundet et par ensomme tags, som af forskellige grunde rejste alene. Det synes jeg er lidt synd, så nu har jeg forsynet dem med nye rejsemakkere. Fiske-tagget har fået sig en delfin, som ud over at være et havdyr også kan lyse og sige delfin-lyde. Ny kan fisken og delfinen rejse sammen, og jeg håber at de kommer langt omkring i deres rejse mod nye kyster.

TB
Det andet tag var oprindeligt sammen med en rumfærge, men sådan en kunne jeg altså ikke finde som erstatning for den forsvundne. Derfor har jeg været på jagt efter en passende vikar. Jeg forsøgte at finde en astronaut eller måske et rumvæsen, men det var altså helt umuligt, og til sidst måtte jeg tænke i nye baner. Nu følges tagget med en fin gris, inspireret af Muppets serie "Pigs in Space". Jeg håber at den får en fin rejse sammen med sit fine tag.

TB
Således upgradet tog jeg begge bugs i tasken, og drog ud på en dejlig geo-tur. Jeg fandt et nyt hjem til den ene, og den anden holder jeg fast i lidt endnu. God rejse!

mandag den 10. februar 2014

Tags uden bugs

Jeg er en stor fan af trackables eller sporbare objekter, som det så smukt kaldes på dansk. Vi har selv udsendt en del ud, og det er sjovt at følge med i deres færden. Jeg gør en del ud af at vælge de ting, som skal på rejse, og jeg forsøger at finde på missioner, som passer til mine bugs. Når lejligheden byder sig, flytter jeg gerne bugs og coins, og jeg gør lidt ud af at sætte mig ind i deres missioner, når jeg vælger et nyt sted til dem. I de forskellige webshops kan man købe alle mulige sjove tags til sine bugs, og faktisk er det som om grænsen imellem tags og coins er ved at blive visket lidt ud. Hvis man køber et fint tag, skal man jo finde en bug, som passer til.

Tags uden bugs
I dag har jeg fundet hele to travelbugs, eller i virkeligheden har jeg faktisk kun fundet to tags, for selv om den ene har startet sin rejse sammen med en figur, rejser den nu alene. Den anden er slet og ret et tag, som rejser alene. Jeg er helt med på at et tag kan falde af sin bug, og det er selvfølgelig ærgerligt. Men at sende et tag afsted alene strider vist imod ideen. Hvis man kun ønsker at sende et tag, kunne man efter min mening lige så godt sende en geocoin. Den kan fås for næsten den samme pris, og er beregnet til at rejse alene. Disse tags er tænkt som en nummerplade til en genstand, og det virker ærlig talt lidt skørt, at sende dem rundt uden ledsagere. Derfor vil jeg forsøge at finde passende bugs til dem begge. Det er ikke sikkert at jeg bliver populær på den konto, men sådan må det være; en travelbug skal altså indeholde en traveler og et tag.

Min bror har i øvrigt også sendt et tag alene på rejse, og den første cacher, som samlede det op, forsynede det med en bug, så jeg er ikke alene.

Vinterferie, geo-tur til Ringsted

Esther ved vejkorset
Endelig skinner solen, og efter den mest solfattige januarmåned i mands minde, lægger man virkelig mærke til solstrålerne. Jeg har opgivet at lokke sønnen ud af sit værelse, og nøjedes i stedet med at inviterer Esther med på tur. I går brugte jeg en masse tid på at løse et mysterium, som i første omgang virkede overskueligt, men som efterhånden udviklede sig til lidt af en sejtrækker. Jeg løste den første opgave og smed et koordinatsæt i geotjekkeren. Den lyste grønt, og stillede mig over for en ny opgave. Ok, så tog jeg den med, og fandt endnu et sæt koordinater. Igen grøn lys og en ny opgave. På dette tidspunkt var jeg en smule gnaven, for selv om det er hyggeligt at løse mysterier, synes jeg måske ikke at jeg vil bruge timevis på at komme frem til en enkelt cach. Den tredje opgave blev også løst, men denne gang kunne jeg ikke få grønt lys. Noget var galt, og man kan jo aldrig vide om det er hele baduljen, eller bare et enkelt ciffer. Til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen, og kontakte CO. På samme tid som jeg puslede med opgaven, korresponderende jeg også med en anden geocacher, som havde lidt problemer med min seneste cach. Jeg byttede et hint for et andet, og spurgte ham om hjælp til mit mysterium. Meget hurtigt kunne han fortælle mig at jeg havde en lille fejl ved et enkelt ciffer, og med den information kom jeg videre. Da den sidste opgave var klaret, fik jeg udleveret de endelige koordinater, og det var dem, som jeg tog ud til som det første i dag. I loggen kunne jeg læse at andre har haft problemer med at finde selve cachen, og jeg frygtede lidt at jeg havde brugt flere timer på at løse mysteriet for så at gå forgæves i felten. Heldigvis spottede vi hurtigt stedet, og fik åbnet en rigtig fin cach med en masse gode bytteting i. Vi snuppede også en enkelt travelbug, som vi må finde et nyt hjem til.

Underjordisk cach
Den anden cach lå ved en spejderhytte i Ringsted. Vi fandt den hurtigt, og jeg glædede mig over at besøge en rigtig spejdergrund med raftegård, bålpladser og pionering. Også der fandt vi en TB, eller i virkeligheden kun det tag, som engang har siddet på den. Jeg tog det med, og vil forsøge at finde en ny dims at hænge på det. Jeg har allerede været i et par butikker, men har ikke haft held med at skaffe et lille rumskib. Sig endelig til, hvis du ved hvor man kan få den slags.

Lige i nærheden fandt vi endnu en cach. Den lå i et rør i jorden, og var ikke så let at se. Jeg tror faktisk at det var en fordel at finde den på denne årstid, for jeg kan let forestille mig at den helt forsvinder til sommer, når krattet igen vokser til. Vel hjemme igen opdagede jeg at den er en del af en serie, og at jeg vist skulle have noteret mig en oplysning på stedet. Det gjorde jeg ikke, så måske må jeg tilbage en anden dag. Det bliver sikkert lettere næste gang.

Fra parkeringspladsen kunne vi se vingerne på Ringsted Mølle dreje lige så fint, og det var ikke svært at overtale Esther til en tur der over. Vi parkerede ved møllen og museet og begyndte at lede efter en lille bitte sag. Heldigvis var der ikke andre i området og museet var tilsyneladende lukket. Med lidt held lykkedes det mit at få øje på cachen, og den kunne let fiskes frem. Medens vi skrev på den noget frønnede log, kom en møller ud til os. Han ville lige sikre sig at vi ikke ventede på at komme ind i møllen, som altså ikke var åben for besøg i dag. Jeg beroligede ham med at vi allerede havde fundet hvad vi ledte efter, og han vidste tydeligvis hvad vi talte om, og forsvandt hurtigt igen.

Esther ved Ringsted Mølle
Således nåede vi op på 4 rigtig fine caches i Ringsted i dag. Vejret var perfekt; sol og ingen blæst af betydning, og Esther var i topform. Vel hjemme igen skal der logges og blogges. Sådan må det være når man skriver en geo-blog.

Fortsat god ferie! Jeg håber at der bliver tid til et par rigtig gode geo-ture hos dig også.

søndag den 29. december 2013

TB: IHIALAs grej

IHIALAs grej
Inspireret af Joan på J-JO8 Geo oplevelser og andre har jeg nu sat et technology tag på min geo-taske. Fremover vil jeg logge denne TB ved de caches, som jeg besøger. Det skal blive sjovt at se kortet udvikle sig. Du kan kigge med ved at følge linket i højre sidepanel.

tirsdag den 17. december 2013

Virtuel travelbug på Facebook

Jeg faldt over denne virtuelle travelbug på facebook i gruppen Geocaching DK. Jeg har haft rigtig stor glæde af at læse med i den gruppe, og har også flere gange fået gode og varierede svar fra de andre medlemmer. Det er et rigtig godt sted at stille spørgsmål, og mange tager sig tid til at svare grundigt. Det er især rart, når man er ret ny og en smule usikker. Tak til alle jer, som gør den gruppe levende og spændende at deltage i. Kender du den ikke, kan jeg bestemt anbefale at du kigger forbi.

I dag var det så denne virtuelle travelbug. Jeg synes at hele ideen med travelbugs er super fin, og jeg har da også allerede sendt vores første afsted (mere herom i et andet indlæg). Jeg er ikke helt sikker på om virtuelle travelbugs er lige så sjovt, men jeg er bestemt med på at prøve det, og jeg glæder mig til at blive klogere på fænomenet. Foreløbig har jeg logget denne bug, og så kan jeg jo følge dens "færden" fremover. Måske kommer dens kort til at se helt skørt ud, men om ikke andet, så får den sikkert hurtigt en masse kilometer i kassen. 

God tur!

PS. Husk at skrive i loggen at du fandt TBen her.