| Tuelsø |
| Tuelsø |
Turen gik til en af søerne omkring Sorø. En af de vigtigste grunde til at bo netop her er, at her er smukt. Ikke kun engang imellem, men hele året rundt, hvis man bare kigger de rigtige steder hen. Jeg er vokset op her, og alligevel bliver jeg ofte slået af områdets skønhed. Planen var at finde en mystery, som jeg har løst for et par uger siden. Jeg er ikke den store haj til mysterier, og nogle af dem finder jeg bare alt for tidskrævende. Alligevel kigger jeg somme tider på et par mysterier, og hvis de falder i min smag, forsøger jeg at løse dem. Dette mysterium var rigtig fint til mig. Det handlede om noget med kort og kirker, og jeg var straks på sporet af en løsning. Det var dog ikke helt så let, som først antaget, men min idé holdt vand, og cach-koordinaterne blev fundet. Det viste sig at de lå lige her i nærheden, og faktisk havde jeg allerede hørt om denne cach før, uden at vide det. En god ven fortalte engang at han havde fundet en cach på en gåtur ved søen. Han undersøgte naturligvis konceptet, som han ikke kendte til i forvejen, og kunne konstatere at der ikke var nogen nål på kortet på dette sted. Derfor kontaktede han geocaching (jeg ved ikke helt hvordan), men der fik han den besked, at cachen var en del af en mystery, og at han naturligvis ikke måtte flytte på den. Faktisk oprettede han en profil, og loggede den. Da jeg kiggede loggen igennem, fandt jeg ham. Han har 2 fund, så jeg gætter på, at legen ikke lige fangede ham. Nu har jeg så fundet "hans cach", og skrevet mig ind i loggen. Det må jeg huske at fortælle ham, når vi ses en dag.
Jeg snuppede lige en enkelt mere inden jeg drog hjemad. Man kan jo lige så godt rydde pladen, når man nu er i omegnen alligevel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar