tirsdag den 28. januar 2014

Geo-værktøj i NETTO

Multiværktøj fra NETTO
Det griber om sig, og i dag har jeg endelig fundet det stykke værktøj, som jeg længe har holdt udkig efter. Ja, det er jo ingen sag at finde sådan en tingest til flere hundrede kroner, men jeg har ikke lyst til at bruge så mange penge på det, så jeg har ventet på at der skulle vise sig et fint tilbud. Sådan et fandt jeg i NETTO i dag, og nu er jeg den glade ejer af et stykke multiværktøj til den nette sum af 50 kroner. Det var lige til at overkomme. Jeg har faktisk flere gange savnet en tang, og der ligger en lille en i min bil af samme årsag. Den kan nu udskiftes med dette nye vidunder. Det skal nok blive godt.

lørdag den 25. januar 2014

100 fund på en bidende kold dag

Mit bedste geo-værktøj: sønnen

Selv om det har været ubeskriveligt koldt efter denne vinters standard, kunne jeg alligevel ikke blive inden døre. Sønnen havde bedt om landlov et par timer fra sin efterskole, som ikke ligger alt for langt her fra, og da jeg hentede ham, tilbød han at hjælpe mig med et par caches mod at få lidt fri. Jeg kvitterede med en pizza og en stump af et power-trail, men først stoppede vi ved en lille udfordring, som jeg længe har haft liggende til en passende lejlighed. Jeg har løst mysteriet, som førte til en cach, der efter beskrivelsen skulle befinde sig i 3 meters højde. Træklatring er uforenelig med min fysik, så jeg kunne bestemt bruge sønnens færdigheder til at finde denne. Vi fandt hurtigt det rigtige træ, og drengen gik til vejrs. Det tog kun et øjeblik at komme til tops i det gamle træ. Det var heller ikke alt for svært for ham at finde cachen, men det lod sig slet ikke gøre at logge den, for den befandt sig i et hul, som var blevet fyldt med vand som nu er frosset til is. 5 cm cachbeholder stak op, men desværre ikke den ende, som man kunne åbne. Vi tog derfor ovenstående billeder, og loggede den som fundet. Måske bliver jeg smidt af listen igen, men så må jeg tage det med. Fundet blev den altså. Og hvis du tænker på at vi da bare kan finde den en anden dag, vil jeg bare sige, at træet nok ikke vil være der efter frosten. Det var prydet med et stort fint F, og jeg går ud fra at det betyder "Skal fældes". Mange andre træer i denne gamle allé ligger allerede ned, og de bærer sjovt nok alle det samme fine F, som dette. Nu må vi se hvad CO siger.

På power-trail med sønnen er den rene svir. Vi snuppede en lille række, og blev ved så længe der var strøm på min mobil. Det var cirka lige så længe, som ungerne hyggede sig med denne lidt mærkværdige hobby, som går ud på at kører ganske kort, stige ud af bilen, lede og finde, stige ind i bilen, logge, stige ud, gemme og til sidst stige ind igen om og om igen. Det er kun sjovt i en begrænset periode, så det lader vi os nøje med. 

Faktisk faldt tidspunktet for strømsvigt på telefonen sammen med mit fund nr. 100, og således nåede jeg i dag mit mål for januar. Det er ret stort for mig, som jo stadig er ret ny i gamet, og jeg er temmelig stolt og glad. Det er fint at sætte mål, og det er helt i top at nå dem. Derefter gælder det om at sætte sig nogle nye, og det tænker jeg stadig over. Det næste store mål må være 250, og det kommer nok til at kræve lidt mere tid. Især fordi Sorø efterhånden er ved at være tømt for caches.

Vi satte drengen af på skolen og kørte tilbage til byen. Der gjorde vi et kort og koldt forsøg på at finde en blå cach, som har ligget på lager i et par uger. Desværre var dens gemmested blevet kraftigt vinterklippet, og alt krat omkring et fint træ var barberet væk. Vi fandt ikke nogen cach, og opgave hurtigt jagten på grund af kulden. Måske er den der trods alt, men jeg føler mig ikke overbevist. Jeg kigger forbi en anden dag. 

Turen bragte mig forbi broderens hjem, og vi kiggede inden for. Hurtigt lod vi os overtale til endnu en lille geotur, og sammen gik vi afsted efter en multi, som ligger ved klosterkirken. Vi fandt alle ledetråde og regnede på årstal til den store guldmedajle. Vi kom frem til et sæt koordinater, og selv om fingren var frosne, drog vi friskt afsted for at hitte fidusen. Vi ankom til cykelhandlerens hus og ledte højt og lavt. Inten hjalp. Broderen havde været der før i samme ærinde uden held, og denne gang måtte vi også kaste håndklædet i ringen. Vel tilbage i varmen satte vi os for at regne efter, og pludselig kom vi til et andet resultat end ude i kulden. Geocheckeren gav os ret, og skjulestedet var slet ikke hos cykelhandleren. Det er godt nok underligt at vi sammen regner forkert og alligevel havner der, hvor min bror tidligere har regnet sig (forkert) frem til. Hmm.... Vi måtte afsted igen, denne gang i mørke og kun de mest ihærdige i familien, og sammen fandt vi cachen. Sikke en fest! Nu har jeg så 101 og fået lukket endnu et hul på mit kort. Det er sjovt at cache sammen med nogen, og helt i top, når familien kan være sammen om det. Tak til bror og nevø.

Geo-achievment-coin
Da broderen hørte om mit fund nr. 100, forærede han mig en geo-achievement-100-finds-coin. Hvor blev jeg glad. Jeg har haft lyst til at købe en, men besluttede mig for at lade være. Det kunne let blive skruen uden ende, sagde min fornuft mig. Nu har jeg alligevel fået den, og jeg er faktisk ret glad for den. Måske belønner jeg mig selv ved den næste milepæl også. Hvem ved; jeg kan jo begynde med at spare op nu, så kan der vel blive råd.

Afslutningsvis får du her et billede af smukke Sorø Sø i frostvejr. De fejrer kyndelmisse i byen her til aften, og vejret passede perfekt til anledningen. 

Sorø Sø, januar 2014

lørdag den 18. januar 2014

Housewarming på mit nye Motel

Så er der housewarming på mit nye motel. I dag blev min seneste cach; TB & GC Motel, Sorø frigivet, og inden dagen var omme, havde det haft 2 besøg.

Jeg har længe haft planter om at lave et TB Hotel, og under vejs fik jeg ideen til et Motel i stedet. Det passer så fint med at man kører der ind og kun bliver ganske kortvarrigt. Jeg har puslet med selve cachen længe, for jeg synes at det kunne være sjovt, at gøre lidt ekstra ud af den. De TB-hoteller, som jeg har besøgt, har stort set bestået af en lidt større cach-beholder placeret på et strategisk sted, og har ikke været så spændende at besøge. På nettet har jeg set fantastiske TB-hoteller med utrolige indretninger og dekorationer. Inspireret af dette, men slet ikke i samme liga, har jeg lavet mit lille Motel, og forsynet det med en håndfuld rejsende.

Det er mit håb at det får lov til at ligge i fred og blive velbesøgt at både almindelige geocachere og diverse rejsende, som skifter hånd her. Min første TB har allerede tjekket ud for at drage videre. Det glæder jeg mig meget over.

Du er meget velkommen til at kigge forbi!

Sikke en geo-dag

Aldrig så snart var jeg begyndt at geocache, før jeg fik smittet min gode veninde igennem mange år. Nu er hun ramt af et meget svært tilfælde af geo-syge, og vi taler ofte og længe sammen om netop dette emne, når vi ringer sammen. Vi havde derfor aftalt en geo-dag sammen i mit område, og dagen for dette fine arrangement var idag. Der var mange punkter på dagsordenen, og selv om vejret så ringe ud, gik vi til den. Vi lagde ud med brunch og planlægning af udflugten, som gerne skulle føre os forbi flere caches, som ingen af os havde fundet i forvejen, føre os ud i naturen og være egnede for tumlingen på 4 år. Det var ikke så svært, og hurtigt fandt vi et skovområde, som oven i købet bød på en letterbox, hvilket var nyt for os begge.

AJ og Esther for foden af skråningen.
Med planen på plads pakkede vi os ind i regntøj, skitøj og alverdens støvler og tykke trøjer. Vejret var koldt og blæsende med regn grænsende til slud i luften. Det lader vi os dog ikke standse af, så afsted gik det. På vej mod den føste cach gjorde vi ophold på det sted, hvor jeg planlagde at lægge mit Motel. Vi fandt et godt sted, og fik noteret koordinaterne og lagt Motellet ud. Mere herom i et andet indlæg. Næste punkt på turen var en cach, som jeg før har ledt efter, men ikke fundet. Jeg havde en ret god idé om hvor den var, men jeg er ikke så vild med stejle skråninger, så jeg havde ikke logget den endnu. Den var hurtigt fundet, og dagens første fund var i bogen. Cachen lå i en fin fuglerede, og blev belønnet med en blå pind for den sjove idé. Det var godt at finde en cach så hurtigt, for så havde vi sikret os dagens fund, om ikke andet. Det går AJ meget op i, og hun har da også en fin statistik at vedligeholde.

Turen gik videre til en skov, hvor vi parkerede og gik afsted efter den næste cach. Det tog os ikke mange minutter at finde den snedigt gemt på et meget fint sted. Det var en mikro, så måske bør jeg moderere mine ord om at jeg ikke bryder mig om mikroer til: "Jeg bryder mig kun om velplacerede mikroer". Hvis stedet i øvrigt er fint, og cachen nogenlunde til at finde, er mikroer ok med mig. Hvis de er lagt ud bare for at gøre det svært eller et sted, hvor der fint var plads til en større cach, så synes jeg stadig at de er dumme. Denne var helt i orden, og blev logget som dagens anden.

Næste punkt på dagsordenen var letterboxen. Vi fandt let startkoordinaterne, og fulgte derfra instruktionerne og billederne i beskrivelsen. Uden de store problemer fandt vi frem til Sengestenen, som var målet for første del af opgaven. Det er en imponerende kæmpesten, som ligger midt inde i skoven. Jeg har aldrig besøgt stedet før, men kan varmt anbefale det. Esther måtte naturligvis op på stenen, men vi andre blev på jorden. Det var ikke sådan lige til at komme op, og regnen havde nok ikke gjort det lettere.

Esther og Anneli på og ved Sengestenen
For at finde selve cachen skulle man pejle fra Sengestenen og gå 285 m i en bestemt retning. Det er lettere sagt end gjort, men som gammel spejder har jeg en nogenlunde idé om hvordan dette kan gøres. Med kompasset i telefonen fandt vi retningen, og heldigvis kunne man nogenlunde følge stierne mod målet. Jeg gik og talte skridt medens resten af flokken grinede af mig. Det har sikkert også set skørt ud, men sådan er legen; man skal helst se lidt småtosset ud, medens man leger den. Da jeg havde talt til 285 og mente nogenlunde at have styr på retningen, stod vi på en sti med skov på begge sider, og skulle lede efter en sten. Der var faktisk en del at tage af, men vi gik friskt til opgaven, og nogenlunde samtidig fik vi kig på den rigtige sten, og kunne fiske cachen frem.

Letterbox-cach
En letterbox skal logges ved at sætte sit stempel i bogen i cachen og sætte cachens stempel i sin egen bog. Vi havde læst på lektien, og frem drog vi vores fine stempler, for at sætte dem i loggen. Vi byttede også et par småting, og lagde så cachen tilbage i sit skjul. Det var en sjov og anderledes måde at geocache på, og på mange måder lettere for børn at være med til. Esther var vild med at se på billederne og følge instruktionerne, og vi kom frem til en rigtig fin og stor cach, som var sjov at logge. Tusind tak til CO for det store arbejde med at lave denne. Vi kvitterede med en blå pind, og fejrede succesen med en æske smarties i tørvejr under de høje graner.

Grebet af denne fine oplevelse gik vi efter den sidste cach i skoven. Den lå ikke så langt væk, og selv om der ikke er stier på kortet på telefonen, lykkedes det os at finde vej til GZ uden de store vanskeligheder. Vi begyndte med det samme at lede efter en cach af ukendt størrelse. GPSerne viste os snart frem snart tilbage, og vi rodede rundt inden i skovbunden efter et sted til en cach. Vi kunne se spor efter andre fodgængere, men selv om vi ledte længe og både højt og lavt, måtte vi til sidst opgive, og vende næsen mod bilen. Surt show. I loggen til denne cach kunne vi læse at den ikke er blevet fundet længe, og at de fleste, som har fundet den, har været ude efter den flere gange uden hjælp og til sidst fundet den med hjælp fra andre. Hmm... Ikke rigtig noget for os. Jeg vil holde øje med om andre finder den, og så måske prøve en anden gang, men det bliver ikke i regnvejr og kulde, som i dag.

Det blev en rigelig lang travetur for Esther at komme tilbage til bilen, men hun klarede det fint, og vi var glade, da vi igen trillede mod Sorø og lidt ly for regnen. Inden vi kørte helt hjem, viste vi lige AJ hvor en af vores tidligere fund var. Den rummede nemlig fuglene til den tidligere fundne fuglerede. Man må jo have lidt ud af at være et team.

Tilbage på Møllevænget gik det store arbejde med logningen igang. Der skulle logges coins, biler og travelbugs. Motellet skulle også sendes til reviewer, så det kunne godkendes og modtage sine første gæster. Det tog ikke så lang tid, og efter lidt rod med systemet, fik vi lagt de TBs i, som AJ havde haft med. Først skulle jeg "snuppe" dem fra hende, og så skulle jeg lægge dem i cachen. Det er bare med at kende rutinerne. Medens vi sad og hyggede os med varm cacao og kaffe, tikkede mailen ind fra reviewer; Motellet var frigivet. Og inde spisetid havde de første besøgende være det. Det går hurtigt, hvis man firgiver caches i weekenden. Det er sjovt at følge sine caches, og denne er særlig spændende, fordi der er gjort lidt ekstra ud af den, og fordi den gerne skulle blive populær blandt bugs og coins. To besøg på første dag er jeg helt tilfreds med.

Jeg siger tak til AJ og Esther for en rigtig fin geo-dag, men både caches, coins, bugs og letterbox. Sikke en masse vi har nået at opleve. Dette er bestemt en fin hobby for hele familien. Jeg glæder mig til vores næste tur, som skal gå til et område nær AJs bopæl.

mandag den 13. januar 2014

Hurra! Jeg har fundet en geocoin

Geocoin
Geocoin
Medens jeg sad her og ærgrerede mig over at jeg gik glip af et coin-fund tidligere på dagen, opdagede jeg at en geocoin har fundet vej til en af mine cacher. Og ikke nok med det, den er lagt i en cach lige her i nærheden. Den måtte jeg selvfølgelig ud og hente. Her er hvad jeg fandt. Det er første gang jeg finder en geocoin, så jeg er selvfølgelig ret begejstret. Jeg arbejder i øjeblikket på at lave et TB og GC Motel, så den skal selvfølgelig lægges der om et par dage. Indtil da må den stå på hylden ved siden af min egen ensomme coin.

Tak til dig, som sendte denne coin afsted, og til dig, som lagden den her hos mig. Jeg skal nok passe godt på den.

søndag den 12. januar 2014

Coin-box

Coin-box
Foreløbig ejer jeg kun en enkelt geocoin, og den er af en beskaffenhed, som bedst beundres frit svævende. Derfor har jeg indrettet en kik-kasse til den. Lige nu er den alene i kassen, men når der kommer flere coins til, skal de selvfølgelig også have plads i kassen. Du kan nok regne ud at jeg ikke har planer om en særlig stor samling, og skulle samlingen alligevel vokse fra sin kasse, findes der kasser i andre størrelser, som fint kan erstatte denne. Ved at opbevare mønterne i kassen slipper jeg for at støve dem af. Det er selvfølgelig ikke så praktisk, hvis de skal logges af andre, men det kommer nok heller ikke til at blive aktuelt særlig tit, og man kan jo altid tager bagsiden af kassen og få fat i indholdet.

Nu kan jeg nyde synet af min geocoin, som hænger og drejer lige så stille i takt med trafikken i huset. Det er rigtig hyggeligt.

Kassen er fra IKEA. Som baggrund har jeg brugt et billede fra en kalenderbog med gamle kort i. Jeg har købt kalenderen til at klippe i, så der går intet tabt på den konto. Mønten er fæstet med lidt tråd og en klump abesnot (i skolen somme tider omtales som lærersnot).

Hvad gør du med dine geocoins? Samlemappe, udstilling eller noget helt andet...

Søndagstur med forhindringer

Mor og Esther på Geotur
Jeg forsøgte at lokke min bror og eventuelt hans familie med på en geo-tur ved at tilbyde dem at være med til at finde en mystery, som jeg havde løst. Det var desværre ikke helt nok til at få dem med, så Esther og jeg drog afsted alene. Til alt held kunne familien dog forsyne os med et hint til at finde en cach, som jeg måttet opgive at finde i sidste uge. Vi fandt den let i dag, og det var dagens første fund.

Den anden cach på programmet var en multi. Jeg plejer at holde mig fra de orange, for jeg synes at det kan
være svært at gennemskue hvor lang tid sådan en udflugt kan komme til at tage. Det duer ikke rigtigt, når man er på tur med små børn. Dog kunne jeg se at denne ikke var så kompliceret, så derfor forberedte jeg mig godt hjemmefra, og tog afsted med et sæt koordinater i lommen. Jeg må indrømme, at jeg også var stærkt motiveret til at finde den, af den mest imponerende beholdning jeg længe har set. Her var min chance for at finde min første geocoin i felten, og dertil snuppe et par travelbugs. Det så bare så godt ud, og området kender jeg lidt i forvejen; det er bestemt et besøg værd. Det krævede en godt gåtur at nå frem til GZ, og der blev det tydeligt hvorfor man havde anbefalet mig at tage gummistøvler på, hele området var en stor sump. Til dagligt er der ret fugtigt, og flere steder smattet, men lige nu er det hele vådt, og man synker hele tiden i. Jeg måtte bede Esther om at vente på mig på en tør plet, for jeg var bange for at hun ville komme til at hænge fast i dyndet eller skvatte i vandet i de mange pytter. Det var hun ikke helt tilfreds med, men sådan må det somme tider være. Jeg forsøgte af flere omgange at komme frem til koordinaterne, men lige lidt hjalp det. Hintet lød: Under et 3 meter højt dødt træ, men det hjalp meget lidt, for stormen Bodil har lagt store og små træer ned i hele skoven, og således også her. Kombinationen af enorme væltede træer, grene og mindre træer lagt ned, drængrøfter og sumpet underlag gjorde det næsten umuligt at komme ind til stedet, og til sidst måtte jeg opgive mit forehavende. Jeg kunne bare ikke spotte et oplagt sted, og jeg kunne ikke bevæge mig rundt på må og få for at lede. Derfor måtte vi til sidst trække os op på det tørre og vinke farvel til hele herligheden. Jeg håber virkelig at CO har styr på sin cach og dens fine beholdning af trackables. Hvis det var min cach, ville jeg måske finde en ny placering på et lidt mere tilgængeligt sted. Der er nok at vælge imellem i dette område. Jeg skriver til ham, og gør ham opmærksom på sagen (...og så holder jeg lige øje med cachen. Måske bliver den mere tilgængelig senere).

Mobilfoto-logning
Efter en noget strabadserende tur i sumpen, gik vi tilbage til bilen og kørte efter et par lidt lettere kasser; begge blå, som jeg havde løst i forvejen. Den første var let fundet, men helt umulig at logge. Den var placeret i jorden, og dens plads var fyldt med vand. Derfor var loggen gennemblødt og helt umuligt at skrive i. Jeg har registreret den som fundet alligevel og vedlagt et billede. Jeg håber at det er tilstrækkeligt. Det er nok ikke alle CO, som accepterer det, og jeg undgår det også helst, men her var det nødvendigt.

Den sidste cach var et genbesøg på et sted, som vi kørte til i mandags på vej hjem fra arbejde. Dengang var det ved at blive mørkt og det småregnede. I dag var vejret nogenlunde klart og tørt, så vi kunne lede i ro og mag. Jeg vidste godt i hvilket træ jeg skulle søge, og så var det bare med at holde balancen, for det stod nemlig på kanten af en grøft. Cachen blev hurtigt fundet, selv om den var meget mindre end jeg lige havde forestillet mig. Dette var dagens første med bytteting, hvilket glædede Esther meget. Hun lagde en figur og kunne vælge imellem en slange og en brandmand. Jeg valgte for hende, og det blev til en brandmand, som måske en dag kan blive til en TB.

Vel hjemme i varmen stod den på varm cacao med flødeskum. Det kan godt være at det lyder som en skør hobby at lede efter plastikbeholdere i naturen ved hjælp af telefonen, men det bringer os ud og motiverer os til at bruge kroppen. Det er virkelig en gevinst for os begge to, så vi snupper nok et par til en anden dag; imorgen hvis du spørger Esther.