Garmin Oregon 650 og GSAK

Garmin Oregon 650

Jeg har helt fra begyndelsen geocachet med min iPhone 4, og været rigtig godt tilfreds med det. Det er nemt og bekvemt at kunne klare alle funktioner på en maskine, og det har fungeret ret godt. På det seneste har jeg dog oplevet flere og flere irritationsmomenter, og helt galt gik det på en tur, hvor min telefon bestandigt sendte mig helt ud på en mark ved siden af den skov, som vi så tydeligt befandt os i. Telefonene var fuldstændig ubrugelig den dag, og hvis jeg havde været afsted alene, havde det ødelagt min tur. Heldigvis var vi to, så vi klarede os. Jeg har også haft problemer med dækning og hastighed, når man bevæger sig langt nok ud på landet. Det bliver man jo nød til, efterhånden som de mest nærliggende caches bliver logget. Sidst men ikke mindst har jeg flere gange erfaret, at min telefon ikke har strøm nok til en dagstur, og det duer altså ikke. Med andre ord; jeg var lidt træt af telefonen, og lidt lun på hvad en "rigtig" GPS kunne tilbyde.

Da jeg undersøgte markedet, fandt jeg ud af at Garmin er mærket, næsten uanset hvem man spørger. Deres modeller kan groft deles ind i 3 kategorier; (1) de enkle og billigere typer, (2) de middeldyre og noget mere avancerede typer og (3) de meget dyre og super avancerede typer. Jeg bemærkede især udtryk som "papirfri geocaching" og "geocaching profil", og landede på en model i den middeldyre klasse. Jeg forhørte mig også bland de mange kloge folk på facebook (i den noget mærkværdige geocaching-gruppe), og der var ret stor opbakning til netop den model, som jeg havde udset mig.

Nu har jeg så indkøbt min første "rigtige" GPS. Det er en Garmin Oregon 650. Jeg har endnu ikke haft anledning til at afprøve den i felten (på grund af sygdom), men har haft god tid til at fumle med den her hjemme, og den ser lovende ud.

GSAK

Uden at have den store erfaring med det, har jeg forstået på diverse fora og debatter at GSAK er svaret på rigtig mange udfordringer i geo-verdenen, så det har jeg naturligvis også kigget nærmere på. Jeg havde stor glæde af de fine videoer, som findes på den Danske GSAK-side, og kan bestemt anbefale dem til andre, som også er helt nye på dette felt. Med hjælp fra dem og fra alverdens andre steder på nettet har jeg nu installeret GSAK på min PC, og uden de store sværdslag hentet min første lille samling caches ind. Det virker rigtig smart, men hold da op hvor er der mange muligheder. Jeg kommer nok ikke til at bruge halvdelen af det, men jeg føler mig overbevist om, at der er en masse fikse funktioner, som jeg sagtens kan få glæde af.

Bevæbnet med GSAK og GPS har jeg nu overført de første caches til min nye ven Hr. Oregon, og snart skal vi på tur, for at gøre os erfaringer. I første omgang skal jeg dog lige genvinde føreligheden, og så må tiden i stedet bruges på at nørde lidt her hjemme. Til alt held er jeg ikke alene, for min gode geo-ven Anneli har også netop anskaffet en GPS, så vil har planer om at udforske denne nye verden sammen.

Det kan godt være at det er gratis at geocache, men bliver man først bidt af det, slipper man altså ikke helt for udgifter. Dette er en af de større, men sådan må det være. Det skulle jo gerne blive ved med at være sjovt.

Del gerne dine erfaringer eller overvejelser med GPS, GSAK og telefon-navigation i en kommentar. Jeg holder af at blive klogere.

Vandtårnet i Ringsted

Esther med sit JFFC og logbogen

Vi trængte bare sådan til et par fund, så vi satte kursen mod Ringsted. Vi er nemlig ved at løbe tør for caches i vores lille by Sorø, så der skal køres lidt. Vi har tidligere fundet en cach ved vandtårnet i Sorø, og det besøg har givet Esther en helt særlig interesse for vandtårne. Når vi kører rundt i landet, spotter hun det ene vandtårn efter det andet, og flere steder kender hun på deres vandtårne. Når vi kommer hjem ad motorvejen, konstaterer hun altid at: "Nu er vi næsten hjemme!", når vi passerer det røde og blå vandtårn, som tårner sig op på bakken i Pedersborg. I dag kørte vi til det gamle vandtårn i Ringsted. Jeg ser faktisk tårnet dagligt, når jeg kører til og fra arbejde, men har vist aldrig før set nærmere på det. Det virker selvfølgeligt meget mere imponerende, når man står helt tæt på, men faktisk er det flottere, når man ser det lidt på afstand. Ved juletid pyntes det med fine lys, og er nærmest en slags vartegn for byen.

Vi fandt forholdsvis let den lille sag, og medens jeg skrev i loggen, halede Esther et lille billede ud af bøtten. Det viste sig af være et Junior First Finders Certificate (JFFC). Det tilfaldt naturligvis Esther, som var vældig stolt og glad. Det må hjem i samlingen. Hun er efterhånden JFTF på en del caches, men der er ikke altid certifikater til hende. Dette er kun det andet. Tusind tak til CO for det. Selv om det ikke er så stort, bringer det stor lykke.

Mindesten

Nær cachen fandt vi denne sten nedfældet i græsset. Jeg bemærkede med det samme spejder-emblemet fra Det Danske Spejderkorps, og blev nysgerrig. Vi måtte feje lidt græs og jord væk for at læse teksten, og der stod ikke meget andet end de to årstal 1941-1991. Det må selvfølgelig handle om et jubilæum, men jeg er da lidt nysgerrig efter at vide hvad det har med dette sted at gøre. Hvis du ved noget om det, må du meget gerne fortælle om det i en kommentar. Det kunne være rigtig sjov at blive klogere på.

På vej hjem snuppede vi en enkelt cach i Fjenneslev. Den har været lukket længe, og åbnede igen for nyligt. Jeg har holdt lidt øje med den, for den ligger på min daglige rute, og jeg ville jo gerne have den logget før eller siden. I dag fandt vi den, og den var nøjagtig der, hvor jeg forventede, og hvor jeg nok også selv ville have gemt den.

TFTC til alle jer, som gemmer caches til os. Vi hygger os med at finde dem, og glæder os til at finde flere.

WWFM 2014 - videoer og foto

Eventfoto WWFM 2014

WWFM 2014 ved Munkholmbroen

Så stod der igen "event" i kalenderen. Denne gang var det en flash-mob; en af mine favoritter, og både Esther og jeg havde glædet os. Vi ankom i god tid, og kunne bekvemt nå at lede efter den cach, som ligger midt på broen. Jagten blev en smule udfordret af de mange lystfiskere, som stod på begge sider af broen, men det lykkedes os alligevel at hitte den, og skrive os ind i dagens første log. 

Vi var ikke de eneste, som var kommet i god tid, men tanken er jo at mødes "tilfældigt" til en flash-mob, så vi nøjedes med at hilse kort på hinanden, og fortsatte så med hvert vores forehavende. Det føles lidt kunstigt, når nu vi alle sammen godt ved hvad der er under opsejling, men sådan er det jo...

Esther og Munkholmbroen

Ideen var at mødet på koordinaterne for eventen klokken 19:00 bevæbnet med sæbeboblevand. På slaget begyndte alle at blæse bobler, og det var et flot syn. Vi var nok omkring 40 voksne og børn på pladsen ved Munkholmbroen, og det gav rigtig mange bobler. Faktisk var det svært at undgå at blive sæbet ind, hvis man stod i den side, hvor vinden drev boblerne hen. 

Sæbeboble-krigen

Selv var jeg mest optaget af at hjælpe Esther med det meget store sæbeboble-sværd, som hun fægtede rundt med. Det lykkedes vist nogenlunde at undgå at sjaske sidemanden til, selv om det slet ikke var så let endda.

Esther med sæbeboble-sværd

Medens boblerne fyldte luften, gik logbogen rundt, og vi fik skrevet os ind. Efter 10 minutters boblerri skruede vi lågene på sæbevandet og samledes os til det obligatoriske gruppebillede. Jeg er godt nok spændt på at se resultatet, for det var en noget tilfældig opstilling. 

Der blev også lige tid til at annoncerer en ny cach i området, og så gik den store first-finders-jagt ellers ind. Den deltog vi dog ikke i, for Esther var meget mere optaget af løftet om en is i ishuset efter boblerne. Vi var ikke de eneste, som foretræk is frem for jagt, og vi kom til at stå i en lang kø, og da vi endelig fik vores is, var det svært at få øje på hvem der var med i eventen og hvem, som ikke var. 

Esther med is

Det lykkedes mig dog at spotte en hund med et tag, så vi var ikke helt alene. Senere dukkede ejeren også op, og så fik vi en kort geo-snak. Jeg ville gerne have gode råd om GPSer og vise min WWFM 2014-geocoin frem. Der var ikke så mange råd at hente, men et par noterede min coin, så mon ikke den bliver "opdaget" snart.

Geo-hund med tag

Vi gjorde et enkelt halvhjertet forsøg på at finde endnu en cach inden vi vendte næsen hjemad. Esther var træt og det var langt over hendes sengetid, og kombinationen sandaler, korte bukser og brændenælder var ikke en succes. Vi endte med at droppe jagten, og skriver os i stedet området bag øret. Her må vi komme igen en anden dag, både efter is og efter de caches, som området byder på; måske især den nye, som er en letterbox. Det har vi ikke så meget erfaring med, så det bliver sjovt.

WWFM 2014-geocoin

Nu kan jeg logge endnu et event og med stolthed vise min WWFM 2014-geocoin frem. Du får lov til at kigge med, men du må se den IRL hvis den skal logges.

Tak for et fint arrangement og en hyggelig aftentur. Det bliver spændende at se hvad man finder på til næste år.

Årets første sommerdag

Esther er ved at lærer at cykle, og hun har næsten krammet på jernhesten. Vi træner jævnligt ved at hun cykler op og ned af Veddebanen, som er en sti anlagt på en nedlagt banestrækning nord for Sorø. Stor var min glæde derfor, da cachen ved enden af Veddebanen genåbnede efter en længere periode. I dag var vejret i top og vi havde god tid til at cykle en tur.

Esther med cyklen

Jeg vidste godt i hvilket område vi skulle lede, for jeg kender området ret godt. Den lille bro, som cachen skulle ligge ved, ligger lige bag ved min barndoms rideskole, og jeg har leget her mange gange før i tiden. Derfor mosede vi bare på og kom uden problemer frem til GZ. 

Cachen var heldigvis ikke så svær at finde, og da jeg havde spottet det fine gemmested, måtte Esther af cyklen og ud på en lille klatretur, for at hente den frem. Det er ekstra skønt, når man kommer ud til en cach, som børn kan være med til at finde. Denne var tæt på vandet, men hintet lovede, at man ikke behøvede at få våde fødder. Det holdt helt stik, og hun kom tørskoet op med fundet.

Esther henter cachen

Esther hittede den let, og nu har vi fået endnu en grøn kasse logget. Der er snart ikke flere i vores område, og det er selvfølgelig både godt og skidt. Man kan jo altid håbe på, at nogen får lyst til at lægge et par nye ud til os. Vi lover at gøre et forsøg på at finde dem, næsten uanset hvad I finder på.

Veddebanen, Wikipedia.
Veddebanen, Lokalhistorisk arkiv.

Under broen

Esther under Storebæltsbroen

Jeg har længe haft kig på en cach, som ligge under Storebæltsbroen. Det er så godt fundet på at placere den der, så det på kortet ser ud som om den ligger på broen. Det er sådanne detaljer, som jeg sættet pris på. Esther og jeg kørte ud til Isbåde Museet ved Korsør og satte bilen. Derfra var der ikke langt at gå til den første cach på ruten. Desværre lå den sådan at jeg ikke kunne komme til den. Min balance er ikke i top, så jeg begiver mig ikke gerne ud på kampesten i bunker, men det er ikke noget problem for Esther, som kom mig til undsætning. "Jeg henter den til dig mor!" sagde hun modigt, og klatrede op på bunken, og kort efter kun hun melde: "FUNDET!". Det var en helt anden sag at få kassen ud, for den lå under en temmelig stor sten. Heldigvis kunne jeg dirigere hende, go hun fik vippet stenen væk og fundet skatten. Godt gået!

Det var sjovt at stå under broen og høre bilerne suse forbi over hovedet. Broen er imponerende stor, når man ser den så tæt på. Esther var dog mere optaget af nogle blå sommerfugle, som fløj omkring på engen bag broen. Så meget for min beundring for tidens store bygningsværker.

På planen var også en enkelt mystery, som var løst hjemmefra. Vi travede ud til den, og telefonen pegede ind i et krat. Der var en sti der ind, og vi var tydeligvis ikke de første besøgende på stedet. Selv om vi ledte både højt og lavt og gik rundt i cirkler, så kunne vi ikke finde nogen cach inde i det krat, og til sidst besluttede vi os til at indstille søgningen. "Vi har jo allerede en, mor, så det gør ikke noget!" sagde det søde barn. Jeg elsker når hun prøver at trøste mig. Jeg må se meget skuffet og irriteret ud, når jeg ikke kan finde det, som jeg leder efter. Lige uden for krattet spottede jeg et par sten, som så lidt mistænkelig ud. For et halvt år siden ville dette ikke have vagt min nysgerrighed, men nu har jeg geo-briller på, når vi er ude, og denne gang havde jeg da også ret. Cachen lå under stenene, og Esther halede den frem. Desværre var der vand i og indholdet var nasset. Jeg loggede i en fugtig bog, og byttede intet. Dog samlede vi en travelbug op, så vi fik da lidt for vores skrammer. Jeg håber at den hurtigt bliver ordnet, for ideen er fin, og jeg gad godt at finde den i pæn stand.

På vej hjem snuppede vi en enkelt foto-cach. Jeg har bemærket at flere cachejere beder folk om at logge med et billede, og det gør jeg også selv på en af mine caches. Jeg kan godt lide denne slags opgaver, og tager gerne et billede med min telefon. Det er så let når gps og kamera er en og samme ting. Det er muligvis helt anderledes besværligt hvis man ikke bruger telefon, for rigtig mange finder disse caches uden at lægge et billede. Det er lidt ærgerligt, synes jeg. Vi tog pligtskyldigt et foto af Esther og broen, og kørte videre til familievisit på Frølunde Fed.

"Den lille skovtur" i Rude Skov

Der bliver ikke så meget tid til geocaching nu, hvor havesæsonen også er sat ind, men i dag har vi været på en rigtig fin tur; igen i selskab med Anneli. Vi havde oprindeligt planlagt en tur til Korsør-området, men da der tikkede en helt ny serie ind i Rude Skov, måtte vi naturligvis ændre vores planer, og se nærmere på Den lille skovtur.

Vi kørte tidligt, og var i skoven hele dagen. Vi lagde ud med en enkelt afstikker fra serien; Chokolade cachen, som vi let fandt og øjeblikkelig forstod navnet på. Den var rigtig fin, og bestemt et besøg værd. Allerede ved den første cach fik jeg knas med min telefon, og det problem skulle følge mig hele dagen. Den placerede mig simpelthen et andet sted, end der hvor jeg faktisk var. på den måde kunne telefonen ikke bruges til at finde vej efter. Alle retninger var pejlet ud fra et forkert udgangspunkt, og det var ganske irriterende. Ind imellem virkede det hele fint, men pludselig smed den mig så ud på en mark i stedet for inde i den skov, som vi så tydeligt befandt os i. Heldigvis var vi to, og Annelis telefon fungerede fint.

Frokost på rastepladsen

Ingen cach her, men fin udsigt

De fleste kasser i serien lå i jordhøjde, havde 1½ p i terræn, men en enkelt skilte sig ud ved at have 2½ p. Vi fandt den, men var ikke i stand til at logge den. Jeg forsøgte ellers ihærdigt at få Anneli til at kravle højere op i træet, men det kunne hun ikke. Vi måtte derfor fortsætte uden nr. 5, og det er vi ikke meget for. Vi plejer at finde hvad vi leder efter, og bryder os slet ikke om at mange en midt i en serie. I dette tilfælde var det særligt ærgerligt fordi hver cach indeholdt information til at finde en bonus-cach. Der var ikke så meget at gøre ved det, så vi satsede på at gætte den mangleden information til sidst. Det skulle dog vise sig ikke at holde helt...

Næsten hele vejen igennem skoven holdt Esther humøret oppe. Hun er efterhånden ret god til at finde skatte, og vil rigtig gerne have lov til at holde telefonen, når vi nærmer os en cach. Hun er måske ikke så grundig til at lede, men hun går til den, og kæmpede sig idag igennem brændenælde, brombærranker og bunkevis af grene. Det er ret godt klaret med korte ben og læsset med geogrej. Esther blev First to find Junior (FTFJ) på alt hvad vi fandt i dag. Det var lidt sjovt.

Esther navigerer

Esther navigerer

Esther navigerer

Vi så rigtig mange dyr i skoven, og hvis man er lidt opmærksom (og stille) kan man sikkert se flere end os. Det lykkedes os at finde alle 11 caches i serien, men altså ikke at logge den ene. Tilbage stod at finde bonuscachen. Vi forsøgte at lure os frem til stedet, men energien var løbet ud af os, og til sidst måtte vi opgive. Dog føler jeg mig overbevist om at Anneli nok snart tager der ud igen, og finder den. Hun kan bare ikke lade være. Jeg vil også gerne have den, men kører nok ikke efter den alene.

Vi var først hjemme igen ved 5-tiden, og da var vi så trætte, at der skulle en stærk kop kaffe til, før Anneli satte sig i bilen, for at køre hjem. Hun har en god bid vej her fra. Tak for endnu en rigtig fin tur! Det er dejligt at dele hobby og have en at tage på tur med.

Jeg kan bestemt anbefale denne helt nye serie til alle, som har mod på en solid skovtur i en meget fin skov. Vi gik turen bagfra, jeg ved ikke lige helt hvorfor, men måske bliver det lidt lettere hvis man tager dem i den rigtige rækkefølge.