lørdag den 30. maj 2015

På tur til Blekinge

Mor (muggler) og Esther på geo-tur i Kristianobel
I sidste uge var vi på ferie i Sverige. Som forberedelse til turen downloadede jeg alle caches i området til GSAK. Så langt så godt. Med en helt ny database dedikeret til området omkring min mors sommerhus var jeg godt på vej til mine første udenlandske fund. Det næste skridt var at lægge databasen ind i min fine GPS. Jeg aktiverede den vanlige makro, og hentede hele striben ind. Da jeg ville se cacherne på kortet på GPSen, var der intet at se. Jeg kiggede på kortindstillingerne, og slog danmarkskortet fra til fordel for et mere omfattende kort med færre detaljer. På det kort kunne jeg kun se de allerstørste hovedveje i Sverige, og jeg forestiller mig ikke at det ville været tilstrækkeligt til en god geo-jagt. Da det ydermere viste sig at jeg ikke kunne se de hentede caches på listen, blev jeg noget frustreret. Det irriterer mig altid når jeg har udstyr, som jeg ikke er dygtig nok til at bruge. Det er faktisk lige så frustrerende, som at have utilstrækkeligt udstyr. Efter utallige forsøg på at finde og rette fejlen, måtte jeg opgive, og drog til Sverige bevæbnet med min iPhone som eneste GPS.

Dagens bedste fund på fæstningsværket i Kristianobel
Der er meget smukt i sverige, og vi havde en dejlig tur. Vi lagde ud med et hurtigt fund på en rasteplads. Det skaffede mig et lande-souvenir, og lovede godt for resten af turen. Desværre viste det sig senere at min telefon, som ikke er helt ny, ikke er ret effektiv på svensk jord. Flere steder måtte vi opgive, da telefonen sendte os hid og did, og ikke kunne holde retningen.

Efter et par dage uden fund, besluttede jeg mig til at forsøge mig med et par caches ude på landet. Der havde jeg mere held, og vi fandt en enkelt hurtig grøn, og en meget fin lille orange i Kristianobel.

Målet med ferien var ikke geocaching, men jeg havde håbet at kunne gøre et par fund under vejs. Det blev til færre end forventet, men sådan kan det gå, når man ikke er helt klar. Jeg må finde en teknik-event, hvor jeg kan blive klogere på GSAK. Det er altså for irriterende at jeg ikke kan hitte ud af teknikken.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar