tirsdag den 30. december 2014

Travelbug fra Dansk Geopodcast

Ny TB fra Dansk Geopodcast
Idag fangede posten os på vej i byen på nytårsindkøb. I tasken havde han et brev med mine nye travelbugs fra Dansk Geopodcast.

Vel tilbage i varmen lukkede jeg op og fandt to imponerende store tags, som jeg glæder mig til at sende ud i verden.

Det er ikke fordi jeg er den mest ihærdige lytter, men jeg har hørt flere udsendelser fra Dansk Geopodcast, og jeg synes bestemt at det er en spændende måde at blive klogere på geocachings mange finurligheder på.

Jeg tillader mig at linke videre til Dansk Geopodcast, og håber at de med salget af travelbugs kan finansiere deres virke et stykke ud i fremtiden.

lørdag den 13. december 2014

12-13-14 og geo-tur med familien Jørnow

Det er d. 13. december 2014; ikke særlig imponerende, når man skriver det på dansk, men inden for geocaching fungerer mange ting på amerikansk, og således også datoerne. Derfor hedder dagen 12-13-14; og det er jo en lidt sjov dato. Derfor havde jeg også sat mig for at logge mindst en cahce på denne dato.

Jeg inviterede min nevø Rasmus med på tur, og min bror Asger tog også med. Så var bilen fyldt godt op, og vi begav om ud på en lidt improviseret tur. Vi blev hurtigt enige om at køre mod Slagelse, hvor vi alle havde fund til gode.

Store børn - stort legetøj
Det første stop var dog ved en cache, som jeg allerede har logget, men den ligger så fint ved indkørslen til militær-området i Slagelse, så vi stoppede alligevel.

Vi fandt ialt 6 caches, hvoraf de 4 var nye for mig. Turen blev ekstra udfordret af at vi var kommet lidt sent afsted, og nærmer os årets korteste dag. De sidste 2 caches fandt vi i mørke, og jeg var faktisk meget i tvivl om det ville lykkes for os. Heldigvis var vi lige stædige, og vi fik dem logget ved godt samarbejde.

Asger, Rasmus og Esther
Vi besøgte blandt andet et par af "Er du dus med himlens fugle"-serien. Vi har tidligere fundet et par af dem, og jeg havde fået disse anbefalet. Det var rigtig fine, men altså ikke helt lette i mørke.

Jeg brugte turen til at sætte min nyeste TravelBug afsted. Den hedder Keys and tales og indeholder fra begyndelsen en nøgle med en historie. Tanken er at andre kan tilføje deres nøgler og logge deres historien. Jeg er spændt på at se hvordan den udvikler sig. Foreløbig ligger den jo bare i en plastikkasse i en skov i Slagelse-området.

Keys and tales
Rasmus sendte sin første TB på tur idag. Jeg håber virkelig at den får en fin rejse. Det skulle gerne blive sjovt for ham at følge dem på kortet.

Vel tilbage i min lune stue kunne jeg med rette aktivere min nye geocoin.

12-13-14
Tak for en rigtig hyggelig lille tur. Jeg glæder mig over at dele hobby med min bror og nevø. Jeg håber at vi snart kan tage afsted sammen igen.

Glædelig jul til alle!

mandag den 8. december 2014

Decembertur til Klarskov

Vejrudsigten har haft lidt forskellige meninger om weekendens vejr, men fredag var alle vist enige om at lørdagens vejr tegnede til at blive tørt og mildt. Derfor planlagde jeg en udflugt der. Hele ugen har jeg brugt til at skrive på en eksamensopgave på min diplomuddannelse, så jeg trængte i den grad til frisk luft.

Det er december og alle har mange planer, så ingen ville med os. Derfor drog Esther og jeg afsted alene. Vi lagde ud med en hare, og fortsatte videre mod en okse. Dog måtte vi midtvejs sande at Geocachings kort ikke fortæller hele sandheden, for vi blev standset af en kæde, og kunne ikke komme videre. 

Hertil og ikke længere
I virkeligheden havde det været en stald sag at fortsætte, for kæden var kun hægtet på et søm, og drattede ned, da Esther tog fat i den. I øvrigt kunne man uden videre køre uden om på en vej anlagt til traktorkørsel. De satser vist på at man er lovlydig og vender om. Det gjorde vi så!

Vi udnyttede omvejen igennem Korsør Lystskov til at snuppe en ekstra cache. Der var en fin vigeplads, og det så let ud. Det viste sig dog at blive en smule mere kompliceret, for cachen var placeret inde i et fuglebur, som sad i et træ. Det krævede al min styrke og balance at få fingrene i drillepinden, men det lykkedes. Det er godt at jeg er relativ høj. Det var noget sværere at få sat cachen på plads igen, men det er en helt anden sag. 

Drillepind!
Målet for udflugten var Klarskov syd-øst for Korsør, som virkede som en overskuelig lille skov med en god samling forskelligartede caches. Det viste sig dog at det heller ikke fra den nye retning var muligt at køre frem til skoven. Dog var vi tæt nok på, så vi stillede bilen og begav os afsted til fods. Jeg kunne ikke helt undslippe tanken om hvor vidt det var en lovlig parkering. Facebook har på det seneste formidlet en artikel om p-bøder for natur-parkering. Vi vovede pelsen, og slap uden bøde.

Turen rundt om og i Klarskov var helt fantastisk. Vi lagde ud med at finde en okse og en rotte, og fortsatte helt ud til kysten, hvor vi også snuppede et par fund. "Her kunne vi dag godt bygge et hus!" udbrød Esther, som var meget begejstret over udsigten fra skrænten og ud over Storebælt. Vi må nok nøjes med at nyde udsigten...

Esther og Storebælt
I Klarskov ligger en lille serie af Gormiti-caches. Vi har ikke meget forstand på disse skabninger, men det var sjovt at finde dem og deres skatte. De er gemt på forskellige snedige måder, og var spændende at gå på jagt efter. Det kom til at koste os et par blå pinde. Jeg er ikke så god til at få delt dem ud, så det var godt at få dem i cirkulation.

En blå pind til denne fine udfordring
Vi rundede turen af med en tiger. Vi har en svaghed for netop dette dyr i min famili, så det var et stort hit at finde denne. Esther fandt den på egen hånd, og stolt var hun, selv om de korte ben var noget trætte på det tidspunkt. Ialt fandt vi 12 kasser på dagens tur. Det er en del for os, som jo stadig er grønne, så vi er godt tilfredse.

Tigeren
Vejret var nøjagtig så fint, som de havde lovet. Hele turen foregik i klart og tørt vejr, og det var næsten ikke til at tro at vi var ude i december. Vi fandt bistader med stadig aktive bier (som vi naturligvis ikke forstyrrede) og nød det lune vejr uden vanter og huer. Det må for min skyld gerne fortsætte sådan, men det er der vist ikke udsigt til.

Vinter-skov?
Bistader i skoven
Hvis man har lyst til en skov- og strandtur uden alt for mange andre, er Klarskov et rigtig godt bud. Området er skønt og cacherne er tilpas lette at finde for børn. Vi anbefaler området og takker jer, som har lagt fine caches ud til os der.

Klarskov
Nu er det jo jul, og derfor et meget passende tidspunkt til mit lille tiltag:"Byt op!". Jeg er ked af at komme ud til store kasser næsten uden indhold, så jeg har bestemt mig for at gøre noget ved det. Fremover bytter vi op, det vil sige at vi lægger nye bytteting eller bytter noget småt til noget større. Jeg har tasken fuld af gode sager i forskellige størrelser, og hvis der er plads, bytter vi op. Du skal være mere end velkommen til at være med. Jeg bliver ved så længe lager haves. I denne omgang blev det til et par elastikarmbånd og et indkøbsnet. Hjem kom en enkelt glaskugle og endnu en god oplevelse.