Nat-caching med Anneli

Esther og Anneli på nat-caching

Lørdag aften stod på nat-caching. Anneli havde inviteret os med på en tur i sit område, og Esther var ved at revne af spænding. I flere dage havde hun bekymret sig om sin lommelygte, som ligger i vores bil, som er på værksted. Til sidst slog hun sig til tåls med at hun kunne låne en lygte af Anneli, og så var der kun ventetiden tilbage. Lørdag ved 11-tiden begyndte hun at spørge om det snart var aften. Nej, ikke helt...

Hen af eftermiddagen drog vi mod Odsherred, og i dagslys gik vi på jagt efter et par helt almindelige caches. Det lykkedes os ikke at fine en, som var gemt ved kysten, men der var vist heller ingen tvivl om at Allan og Bodil havde rodet godt og grundigt i området, og umuliggjort vores jagt. I stedet gik vi efter et par inde i læ, og her havde vi lidt større succes. Da vi ankom til GZ på den første af dem, mødte vi en familie, som allerede var igang med at lede. De var vist tæt på at give op, men sådan leget vi ikke, og der skal meget til, før vi kaster håndklædet i ringen. Efter kun få minutters søgen kunne vi melde: "Fundet!", og vi delte selvfølgelig fundet med de andre. Det viste sig at være en familie, som har sommerhus i området, og for hvem geocaching stadig var ret nyt. Det var sjovt at lede sammen med dem, og hyggeligt at møde andre på jagt. At de så tilmed kaldte os proffer og roste vores evner lunede jo bare ekstra. Jeg ville absolut ikke kalde mig selv prof, og med mine under 200 fund hører jeg bestemt satdig selv til blandt nybegynderne. Men det er da mere end de 20, som de havde fundet, så lidt mere erfaring har jeg da. De anbefalede den næste cach, som vi også fandt. Tak for det.

Efter aftensmaden gik vi på jagt i mørket. Anneli havde udset sig en cach, som hun allerede havde fundet ved en tidligere anledning. På den måde var vi sikre på, at den var nogenlunde let at gå til, og det er rigtig smart, når man skal prøve noget nyt, særlig sammen med børn. Vi parkerede på en lille plads i skovbrynet, og da bilernes lygter slukkedes, blev der buldermørkt. Bevæbnet med lygter fandt vi udgangspunktet, og så var det bare med at lyse og lede. Sporet var lagt sådan, at man skulle finde en serie hvide reflekser, og slutte af med en gul. Det var nogenlunde let at finde de små lysende prikker på træerne, og sjovt at lade sig føre igennem helt ukendt terræn. Et enkelt sted måtte vi forlade stien, for at komme uden om et væltet træ, men ellers var det lige ud af sporet. Ved hver refleks stoppede vi op for at lede efter den næste, og især Esther synes, at det var utrolig spændende. Et sted sagde vores fornuft (!!!) os, at vi skulle til højre. Pludselig kunne vi ikke finde sporet, og vi måtte tilbage til det sidste mærke. Til sidst fandt vi en refleks mod venstre, og snart nåede vi frem til den gule, som angav cachen. Vi ledte på jorden og fandt en "red herring", altså en beholder, som ikke er selve cachen. Derefter var det ingen sag at finde den rigtige cach, som befandt sig lige over hovedet på os.

Jeg kan bestemt anbefale denne cach til andre, som vil på en anderledes aftentur med børn. Det gælder om at have kraftige lygter med, for det kræver en del lys at følge sporet. Turen tager cirka ½ time, og passer perfekt til selv helt små geocachere.

Tak til Anneli, som tog os med på turen. Nu ved vi hvad der skal til, og vi går ikke af vejen for at tage en lignende udfordring op en anden gang. Men det skal være snart, for lange lyse sommeraftner duer altså ikke til denne slags caches.

PS. Billedet er valgt ud fra kvaliteten af motivets højre side. Ingen tåbeligheder her.

Frem og tilbage er lige langt

Esther med JFFC

Jeg har været ude for en mindre trafikulykke, og skal derfor holde mig lidt i ro i et par dage. Derfor besluttede jeg mig for at tage en rigtig køre-cach i dag. Vi havde besøg af AnneliJensen, som vi lokkede med på turen. "Det er bare noget med at aflæse nogle tal på nogle kilometersten, og så lige lave en gade og finde koordinaterne!" sagde jeg frimodigt. Det skulle dog vise sig at være lidt mere kompliceret end som så. Vi fandet let de mange sten, men undrede os over at antallet af sten ikke stemte med det antydede antal i beskrivelsen af cachen. Faktisk kørte vi turen to gange i jagten på den oversete sten. Til sidst gav vi dog op. Alligevel forsøgte vi os med en gade, og kom frem til et sæt koordinater, som var helt i hegnet. Endnu en gade blev konstrueret, både med og uden W, og til sidst forsøgte vi os med og uden et tal, som vi var lidt usikker på. Lige meget hjalp det. Vi kom kun frem til koordinater, som ikke helt passede. Det hjælper ikke meget at have en N-koordinat, hvis E-koordinaten er helt i skoven, og én koordinat gør jo ikke et sæt. Det eneste vi havde at holde os til var tidligere logs og så tværsum. Det ville bare ikke gå op i en højere enhed, så vi kørte hjem igen.

På vejen snuppede vi selvfølgelig et par små-caches, så vi ikke kom helt tomhændede hjem. Faktisk hjalp AJ mig med at finde en, som jeg har besøgt et par gange uden held. Tusind tak for det.

Nu ligger det ikke til os at give op, og faktisk bliver vi en smule indebrændte, når vi ikke kan få tingene til at virke, så vi skrev en mail til CO. Da han ikke svarede øjeblikkeligt (underligt nok!) skrev vi også til en tidligere finder. Han svarede heldigvis ret hurtigt, og i dialog med ham, kom vi frem til et brugbart koordinatsæt. Faktisk brugte han vores tal til at lave en gade, og det viste sig at vi havde været meget tæt på selv. Det handlede faktisk bare om W, og det skulle altså være med, for at få denne til at gå op. Vi kiggede kort på hinanden, og hoppede ud i bilen for at tage endnu en tur mod Slagelse. Der fandt vi hurtigt cachen, som var rigtig fin. Faktisk var det Esther, som nåede først frem, og stolt kunne snuppe det Junior-FTF, som stadig lå i cachen.

Sikke en lettelse at finde det, som man leder efter. Det gælder i øvrigt i mange af livets forhold, og er ikke forbeholdt geocaching. Dog giver det ekstra god mening, når det handler om netop dette.

Tusind tak til CO, for at sætte os på en udfordrende opgave, og til Frøen (& Hejren) for at hjælpe os helt i mål.

Alt for få har fundet denne cach, og jeg synes bestemt at den fortjener mere opmærksomhed. Jeg anbefaler derfor GC38J3M Milepæle & Kilometersten til alle, som er glade for at køre i bil og holder af at pusle med koder. Selve cachen er i særklasse, og bestemt et besøg værd. Måske er den lettest at finde, når naturen er i vintertøjet. Hvis jeg må komme med et enkelt råd, så skal det være dette: ikke alle sten er milepæle eller kilometersten. Hold dig til dem, som er.

Pedersborg Sø, Sorø

Esther og Anneli

Pedersborg Sø, Sorø

Anneli kalder det overspringshandlinger; jeg kalder det geocaching. I dag havde vi besøg, og det var ikke planen at vi skulle geocache. Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad Anneli havde forestillet sig, for man kan da ikke holde en hel søndag i klart vejr og uden nedbør eller vind helt uden at gå en tur (eller gå i haven). Og når man så alligevel skal gå en tur, er det vel helt naturligt, at man finder et par caches, ikke?!! I øvrigt er hun selv en ihærdig cacher, så jeg forstår ikke helt problemet, hvis det da ikke lige var fordi vi faktisk havde andre planer, som blev forsømt. Vi nøjedes med et par timer, og det var både hyggeligt og sundt at komme lidt ud.

Vi valgte turen rundt om Pedersborg Sø. Jeg har længe haft lyst til at gå den tur, og har med vilje ikke tidligere snuppet de caches, som ligger der. Derfor kunne dagens tur byde på intet mindre end 5 caches af 3 forskellige typer; grønne, blå og orange. Vi parkerede på Kongebroen ved søens sydlige ende og gik mod uret rundt om søen. Mysteriet var løst hjemmefra, og cachen lå heldigvis i området, så den kom med på listen. Den lille multi, som ligger nord for søen passer fint til turen, og kan let løses på stedet. Selve cachen ligger også sådan, at den passer til ruten rundt om søen, så man behøver ikke at være bange for at den afsporer turen med en alt for lang afstikker.

Turen rundt om søen er overkommelig at gå, selv for Esther på 4 år, og selv om vi gjorde en afstikker op på højen nord-vest for søen, klarede hun den i fin stil. Hun er god til at lede, og deltage i jagten, især når vi når helt frem til GZ. Når man har været med til at lede og finde cachen, skal man naturligvis også med i logbogen, og hvor det kan lade sig gøre, får hun lov til at lave en lille signatur-tegning ved siden af vores stempler. Jeg synes at det er med til at gøre sådan en logbog lidt festlig, og jeg håber ikke at andre opfatter det anderledes. Hvis vi finder en lille cach, uden plads til tegninger, plejer jeg at logge os som IHIALA +E, så man kan se at hun var med. Senest har jeg også udstyret hende med sin egen travelbug, som sidder på tasken. Nu kan jeg logge den som "på besøg", når hun har været med på tur. På den måde får Esther sit helt eget kort over caches, som hun har været med til at finde. Hvis hun en dag får sin egen profil, kan hun jo vælge at logge alle de steder, som hendes TB har været. Jeg har selv sådan en grej-TB, og mit kort ser efterhånden ret overbroderet ud, i hvert fald i området omkring Sorø.

Logbog med stempler og tegning

På vej rundt om søen så vi mange forskellige slags fugle, blandt andet toppede lapedykkere, flere slags ænder og blishøns. Turen byder også på en strækning langs et par små folde, hvor man måske kan være heldig at hilse på en pony eller en gris. Dertil kommer at man passerer et par fårefolde, og helt sikkert vil støde på folk, som lufter hunde på turen. Man kan altså godt regne med en begivenhedsrig tur, som kan holde alle beskæftigede med gode naturoplevelser.

Hvis du skal på en geo-tur med hele familien, kan jeg bestemt anbefale denne tur rund om Pedersborg Sø. Hvis du har klapvogn eller barnevogn, skal du nok springe den orange cach over, da den bringer dig op i et mere uvejsomt terræn. De særlig ihærdige kan måske få det til at spille, men jeg ville nok undlade at gøre forsøget. Turen kan fint afsluttes ved at krydse Kongebroen, og snuppe den cach, som ligger lige ud mod Sorø Sø.

Rigtig god tur rundt om Pedersborg Sø!

Som en lille appetitvækker får du lige en foto-montage, som jeg har fundet på youtube. Jeg har ikke lavet den selv, men jeg synes at den er så fin, at den bare må med her.

PS. Bemærk venligst at Anneli IKKE ser tåbelig ud på billedet øverst i dette indlæg. Tak! 

På af- eller omveje

Bil-navigation med iPhone 4 har vist sig at være en rigtig dårlig idé. Jeg har flere gange oplevet at retningerne på telefonen på ingen måde stemte overens med dem i virkeligheden, men i dag var den helt gal. Jeg ankom til et kryds ude på landet, og var ikke i stand til afgøre hvilken retning vi skulle i. Resultatet var at vi kom på en meget lang og smuk tur i den helt forkerte retning. Det bragte os desværre ikke hen til den skov, som vi havde planlagt, og i stedet for at gøre turen tilbage, valgte jeg at gå efter en cach, som jeg tidligere har ledt efter uden held, og som vi helt utilsigtet var havnet i nærheden af.

Esther med cachen

Cachen ligger ved Kongskilde Friluftsgård, som har et skønt område ned til Tystrup sø. Det er også der den navnkundige Kongskilde befinder sig. Jeg forsøgte mig med denne cach i vinter på en solo-tur, men fandt den altså ikke. Denne gang kunne jeg se af loggen at andre har fundet den siden hen, så jeg var temmelig opsat på at gøre dem kunsten efter. Af loggen fremgik det også at cachen skulle være mellem 10 og 15 meter off, altså fra de opgivne koordinater. Nu er jeg jo ikke fremmet over for unøjagtige koordinater, og jeg har et par gange måtte korrigerer koordinaterne til enkelte af mine caches. Derfor undrer det mig at en cach owner, som kan se af loggen at koordinaterne er så meget off, ikke drager ud på et eftersyn, og finder nogle mere nøjagtige koordinater i samme omgang. Hvis man da ikke i stedet vælger at flytte cachen hen til den angivne placering, hvilket i dette tilfælde også er en mulighed. Det er ikke så let at lede efter en cach, som IKKE befinder sig på koordinaterne, så jeg forsøgte at holde mig i ca. 1o-15 meters afstand og afsøgte området. I en anden logning stod der et hint, så jeg havde lidt en idé om hvad jeg ledte efter. Vejret var perfekt og smukt, så jeg tog mig god tid, og Esther hyggede sig med at kaste siv-stumper og smågrene i vandet, så der var tid nok at tage af. Jeg må indrømme at jeg var lige ved at give op igen, da jeg fik stillet mig sådan at jeg kunne se ind imellem et par stammer, og der kunne jeg skimte cachen, som lå frit fremme. Bagefter kan man godt undrer sig over at man ikke så den med det samme, men sådan er legen jo. Vi fik logget og fyldt et par bytteting og en travelbug i kassen, som næsten var tom. Nu er der lidt at gå efter for de næste cachere. I min logning opfordrer jeg til en revidering af koordinaterne. Det er altså sjovere, når det passer.

Langdysse ved Frederikskilde Strand

På vej hjemad snuppede jeg lige en power-trail-cach, som lå på vores rute. Sammen med sønnen har jeg taget en del af trailet, men denne nåede vi ikke ud til. Nu har vi dem alle sammen i det område, og det kan jeg godt lide, selv om jeg ikke helt kan forklare hvorfor. Det er altså en mærkværdig hobby, denne her, men sikke en fin måde at få frisk luft og se nyde steder. 

Lørdagstur ved Slagelse

Esther med cachen

Lørdagen bød på godt geo-vejr, så Esther og jeg drog mod Slagelse. Vi er ved at være igennem de fleste på Sorø-egnen, så nu ser vi os om i en lidt større radius. Det gør ikke så meget at man skal køre lidt, hvis bare man kommer til et område, hvor der er noget godt at finde. Det var der bestemt på dagens tur.

Vi lagde ud med et smut i Skoleskoven, hvor vi fandt to caches. Det er et fint område, som jeg slet ikke kendte til. Fra vejen ser det ikke ud af så meget, men når man kommer ind, er det rigtig fint. Terrænet er kuperet og åen løber lige så fint i bunden af dalen. På stien mødte vi en lystfisker, som stolt fremviste dagens fangst; 3 store regnbueørreder. Jeg har ikke så meget forstand på fiskeri, men manden fortalte beredvilligt om fangsten og Esther spurgte nysgerrigt. Så blev vi også klogere den dag. Desværre snød telefonen os, så vi fik en unødig lang tur til den ene cach. Vi havnede simpelthen på den forkerte side af åen, og det vel at mærke i et område, som var ret uvejsomt. Det var tydeligt, at andre har gjort den samme fejl før os, for der var fodspor efter andre på afveje. Det gør det selvfølgelig ikke bedre, men det luner da lidt, at man ikke er den eneste, som gik over åen efter vand.

Det næste stop på ruten var ved den samme å, bare lidt længere oppe. Her fandt vi en cach-type, som jeg har set på youtube tidligere. Derfor havde jeg en ret god idé om hvad der skulle til, for at få fat i loggen. Med det rette udstyr og mit trofaste hjælper Esther, kæmpede vi os frem til cachen, som var let nok at spotte, men ikke helt så let at logge. Uden at afsløre for meget, tør jeg godt at prale med, at vi stort set ikke blev våde i bestræbelserne, og nu står vi i den fine log. Det var sjovt at se denne type cach, og selv om mysteriet ikke var så stort, så er det en fornøjelse at besøge så gennemtænkt og velkonstrueret cach.

Den næste cach på vores plan lå i gåafstand, så vi travede ind mod golfbanen. Det viste sig dog, at stien førte os ud over engen, og væk fra de meget ihærdige sportsfolk, som på denne første officielle forårsdag allerede var godt i gang med køller og bolde. Vi skulle ud over engene, som på denne årstid stadig er så våde, at det ville have været umuligt, hvis det ikke lige var for den imponerende gangbro, som er lagt ind over området.

Gangbro over engen ved golfbanen

Det var fantastisk at kunne gå på broen, lidt hævet over landskabet, og se ud over vidderne. Vi må bestemt komme igen, når der er dyr på engene. Det kunne være så sjovt. Broen førte os frem til GZ og vi måtte hoppe ned på marken. Heldigvis var der ikke vådt lige der, hvor vi stod af, og uden det store besvær fandt vi cachen, som var noget af det fineste jeg længe har set. Oppe i et træ, jeg siger ikke hvor, sad der en lille fugl, og vogtede over sin cach. Den var ikke spor svær at finde, og en helt særlig fornøjelse at logge. Til min store glæde kan jeg konstatere, at denne er en i en serie, og jeg ser allerede frem til at finde resten af dem. 

Cachens vogter

Serien hedder Er du dus med himlens fugle. og jeg kan bestemt anbefale denne. Jeg har hørt fra pålidelig kilde, at de andre også er rigtig fine.

På vej hjem kørte vi ud af en af Slagelses jordveje og fandt en snedig gemt cach på et sted, som ikke så ud til at rumme meget andet end vej og mark. Slet ikke så dumt.

Ialt har jeg delt 3 blå pinde ud på denne tur. Det er en fornøjelse at finde så gode caches, og man må bøje sig i støvet for alle jer, som gør denne leg spændende og sjov for os. TFTC!

Kort og koordinater på iPhone

Jeg brugr iPhone-appen, når jeg geocacher. Jeg har gjort op med mig selv at den slår til til vores behov, og jeg har endnu ikke mødt udfordringer, som ikke lod sig overkomme på grund af navigationen. Som regel er jeg altså godt tilfreds, men ikke altid...

For et par uger siden bemærkede jeg at kortet og satellitten ikke var enige om geografien. I det tilfælde betød det ikke ret meget, for jeg kunne let regne ud hvor gemmestedet var, og vi fandt cachen uden det store besvær. Alligevel blev jeg opmærksom på at kortet nok ikke er den mest præcise vejviser. 

I går var vi så på tur igen, og vi gik efter en cach ved en å. Terrænet var lidt uvejsomt, men vi klarede det. Vi kom fra syd-siden og fandt et sted at krydse åen, og kæmpede os igennem et sumpet område frem til GZ; eller det vil sige tæt på GZ. Fra vores placering nord for åen, kunne vi se at GPSen pegede 8 meter mod syd, eller direkte mod den modsatte bred. Rigtig smart! På den anden side af åen kunne jeg også se et sted, som let kunne være skjulestedet. Koordinaterne var altså rigtige, men kortet var off. Vi måtte tilbage og over broen igen. På den rigtige side af åen fandt vi let cachen, som iøvrigt var gemt rigtig fint. Det er rigtig irriterende at kortet til appen ikke er mere nøjagtigt. I forvejen er det temmelig fattigt på detaljer, men så må man da også kunne forvente at de detaljer, som faktisk er med, holder.

Jeg vil fremover være lidt mere forsigtig med at lade kortet på min telefon vejlede mig om detaljer. I det åbne landskab kan det betale sig at se på satellitbilledet, men i skoven må man løbe an på koordinaterne alene. Denne gang lod det sig heldigvis gøre at komme både frem og tilbage over åen, men det er jo ikke sikkert at vi er så heldige næste gang.

Har du oplevet noget lignende, så del gerne dine erfaringer i en kommentar.