søndag den 7. februar 2016

Bisserup



Vi indledte året med at tage på event. Det er andet år i træk, og en rigtig hyggelig måde at bruge den første dag i året på. Siden har vi slet ikke været ude, og det passer mig virkelig dårligt. Det er ikke let at finde energien i vintermørke og snot, så vi har ligget lidt i geo-hi. Nu har dagen vundet mere end en time tilbage, og helbredet har rettet sig lidt, så nu er det tid. 

Jeg prøver altid at planlægge turene sådan, at vi kan få en hyggelig gåtur i et område. Det er ikke altid muligt, og ofte bliver der en hel del kørsel, også imellem caches. Det ville jeg gerne undgå denne gang, så jeg ledte efter et område med en håndfuld af de grønne inden for en rimelig radius. Valget faldt på Bisserup. 

Jeg har været der et par gange som barn, men husker det ikke ret godt. Turen rundt i sommerhusområdet fik mig til at kigge efter til-salg-skilte. Sikke et hyggeligt sted! En del af ruten gik på det historiske dige, som var helt nyt for os. Vi besøgte også havnen, og hilste på svaner og ænder. Det er altid et hit. Vi fortsatte mod skoven langs folde, hvor vi hilste på langhåret kvæg. Til sidst blev det til en tur over en eng og tilbage til bilen, som stod ved busholdepladsen. 

Turen bød på ialt 6 caches, som alle var lige til at gå til. Bortset fra en enkelt, var de i god form. Det var Esther på 6 år, som fandt dem alle sammen. Jeg navigerer, og Esther søger. Det er en fin fordeling. Efterhånden har hun også meget godt styr på kort og retning, så en dag må hun nok have sin egen profil. 

Vi lagde en geocoin og en TB i cascherne på turen. Hvis du er hurtig, kan du måske nå at finde dem. 

Når man cacher om vinteren, har man visse fordele. Først og fremmest er man ofte alene, og behøver ikke at skjule sit forehavende. Der ud over er en del kasser lettere at finde, når alt vegetation er visnet ned. Cacherne i Bisserup er ingen undtagelse. Selv om de nok er nogenlunde lette i forvejen, hjælper vinteren en alligevel godt på vej. 

Hvis du planlægger en tur til Bisserup om vinteren, kan jeg anbefale at tage gummistøvler på. Det er fint at holde ved busholdepladsen, og der findes også et wc. Der kan handles i Brugsen, men de fleste andre steder har kun sommer-åbent, så på en vintertur må man selv have proviant med. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar